mandag den 25. juni 2012

Tun din jig!

En jig er en jig! Eller en jig er en agn, som man sammensætter efter situationens behov? Holdningerne kan være forskellige, men der er efterhånden mange muligheder for at pimpe jiggen op, hvis det er det man er tilhænger af. Det er dog med tuning af jigs, som det er med forfang til gedder. For mange perler, palietter og grydelåg kan skræmme mere end de lokker. Derfor er det normalt også kun på de mørke dage og i mere uklart vand, at man kan have held i sprøjten ved at fiske med en jig der er tunet. Der findes dog også dage, hvor klart vand og lave temperaturer kræver ”a little extra” og netop på disse dage kan nedenstående liste være god at have in mente.

Spinnerblade
Spinnerbladet bliver typisk monteret i jiggen med en såkaldt hitch-hiker og det har den åbenlyse fordel, at den kan monteres lige hvor man nu har lyst. Ulempen ved hitch-hikers er dog at de har en tendens til at flænse jiggen i stykker – særligt hvis man har fanget et par fisk.
Ved at anvende et jighoved med indbygget spinnerblad kan man undgå ulemperne fra hitch-hikeren. Denne model fra FOX Rage har endvidere den fordel, at spinnerbladet er forbundet med jighovedet gennem en kuglelejesvirvel, hvilket får spinnerbladet til at arbejde, selv ved de mindste bevægelser i jiggen. Spinnerbladet er skinnende blankt og hvis du mener det skaber lidt for meget bling-bling, så kan det anbefales at male det mørkt.


Glow beads
Glow beads fås i forskellige farver og former og kan monteres på to forskellige måder. Den nemme er naturligvis at bore/skære et lille hul i jigkroppen og herefter indsætte perlen, der eventuelt forsegles med Lock-Tight. En anden mulighed er at montere en eller flere perler på wiren/linen til stingeren. Det er åbenlyst nemmest, hvis der anvendes stinger, som ikke syes ind i jigkroppen. Glow beads hører til i den ”rolige” ende og gør ikke meget væsen af sig selv – altså en god mellemvej til at spore sig ind på fiskeriet, inden man eventuelt går i sving med mere lir. Husk at glow beads med jævne mellemrum skal ”genoplades” af en lyskilde. 

Rattles
Raslekugler og -cylindre findes i både plastik og glas. Plastikmodellerne virker mere afdæmpede i både klang og volume, hvor der derimod er mere power i dem af glas.  Under alle omstændigheder kan det anbefales at investere i cylindermodellen, da den uden videre bliver siddende i jigkroppen efter at man har stukket den ind.

Markers
Ønsker man at male sine jigs, så skal man i sagens natur huske at vælge en type der er vandfast. Desværre er det ofte sådan, at de vandfaste modeller har en tendens til at lugte grimt syntetisk. På EWT fandtes dog løsningen på det problem, idet markers fra SkippyFish både er vandfaste og ikke skræmmer fiskene med dårlig lugt. Det er naturligvis kun fantasien og troen, på at det gør en forskel, der sætter grænserne for udfoldelserne, men en FinS der er pimpet op med finner, ser nu bare overbevisende godt ud. 


Spays og cremer
Der findes efterhånden en lang række forskellige sprays og cremer, der alle har til formål at lokke fisken til hug. Disse sprays har vidt forskellige måder at appellere på. De mest ”simple” indeholder blot mere eller mindre ildelugtende fiskeolier, der måske mest af alt skal minde om den lugt, som en såret fisk udskiller. En anden gruppe har lidt mere eksotisk karakter, ved at indeholde lugte som eksempelvis anis og hvidløg. De nyeste skud fra stammen indeholder noget så kompliceret som feromoner. Feromoner er kort fortalt signalstoffer, som fisk kan udskille for at kommunikere med andre fisk. Helt specifikt er der i Trigger-X tale om feromoner, som skal stimulere fødeoptagelsen. 


UV-penne og sprays
Den sidste mulighed for at tune jiggen er UV-penne og sprays. De skal blot nævnes som muligheder nu og så kommer der en større gennemgang af hele ”UV-emnet” senere på sommeren.


Der skal helt sikkert nok være nogen, som mener at al denne tuning blot er pjat og endnu en udgift i forbindelse med hobbyen. Under alle omstændigheder så har det naturligvis betydning for fangststatistikken, hvis man tør udfordre sine eksisterende overbevisninger og teorier omkring fiskeriet, med lysten til at eksperimentere med agnene. Fra tid til anden kan sandarten være særdeles umulig at arbejde sammen med. og på de dage kan det være en god ide at kigge en ekstra gang i kassen med tun!

6 kommentarer:

  1. Helt enig med Hr. Ingemann. Rigtig fint indlæg. Det er helt givet dage hvor de små detaljer gør en forskel. F.eks. har en glow bead på stingeren på en fireball reddet dagen for mig. Glæder mig til at læse UV indlægget :-)

    SvarSlet
  2. Helt enig med Hr. Ingemann. Rigtig fint indlæg. Det er helt givet dage hvor de små detaljer gør en forskel. F.eks. har en glow bead på stingeren på en fireball reddet dagen for mig. Glæder mig til at læse UV indlægget :-)

    SvarSlet
  3. Spændende perspektiv i jig-tunning og gode eksempler!
    Men - der er efterhånden mange parametre som der kan skrues på:
    Jigtype (shad, splittail, skittertail eller pintail), jigfarve (uanede kombinationer), duft (GULP, Trigger X osv.), glowbeads/ingen glowbeads, rattlesticks/ingen rattlesticks, markerpen-bemaling/ingen-markerpen-bemaling, farve på markerpen, jighovedvægt, farve på jighoved, øjne på jig/ ingen øjne på jig, spinnerblade/ingen spinnerblade, osv, osv…

    Man kan blive helt handlingslammet over de mange millioner kombinationsmuligheder til jiggen, men det tilfører selvfølgelig en ekstra spændende dimension til det i forvejen næsten videnskablige vertikal-univers.

    Glæder mig til at læse om UV og se flere UV-billeder af tunede jigs!

    SvarSlet
  4. Tak for den positive respons :)

    Særligt til dig Nils, så er der, som du selv nævner det, uanede kombinationsmuligheder og det kan blive en jungle, hvis ikke man gå systematisk til værks når man begynder at eksperimentere.

    Er der i øvrigt nogen af jer, som har haft succes med præflavourede jigs a' la' Gulp til sandfiskene?

    SvarSlet
  5. Lucio Fishing Team har haft fanget rigtig godt med Rip Shaker og Legend fra Fox Rage, som er præflavorerede med noget som de kalder Snax. Det er en slags fiskeolie, som lugter fælt for os, men sandarterne synes at kunne lide det. Men om det er jigformen eller lugten, som har været udslagsgivende, ved jeg ikke.

    Gulp er begyndt at producere noget æsker, som kan fyldes med deres væske og jigs efter eget valg. Det kunne være at man skulle prøve at fyre et par Fin-S derned og lade dem trække lidt duft... Æskerne er forseglet så godt, at det ikke burde kunne sive ud - har prøvet at få sådan noget væske ud i grejtasken og det er ikke sjovt. :(

    SvarSlet