Viser opslag med etiketten Garmin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Garmin. Vis alle opslag

søndag den 22. december 2013

Kolde decembergedder

Juleferien er over os men desværre giver vejret ikke megen plads til sø fiskeri.
Det lykkedes os dog at nå en tur, inden vejret slog alt for meget over i blæst.
Vi mødtes ved søen kl 07.30 og stævnede ud til de områder hvor vi tidligere har observeret massive stimer af byttefisk.
På vej ud til spottet lykkedes det at få et par stykker indenbords, deriblandt en enkelt der kunne strække målebåndet over meteren.
 
8.42 kg

Så var vi ligesom i gang og forventningerne til resten af dagen var hermed helt i top.
Vi ankom til det planlagte spot, men det viste sig at de byttefisk der tidligere har stået samlet i massive stimer var pist væk, og gedderne desværre ligeså.

Vi søgte højt og lavt og efter en par timers søgen, lykkedes det at finde et mindre område der indeholdte lidt fisk.
Dette område blev således fisket på kryds og tværs og vi kunne i vanlig stil skiftes om huggene.

7.42 kg- 99 cm

8.7 kg og + meteren
 
Med frosne fingre og kolde snuder lykkedes det os at lande 19 gedder med de 4 lige omkring meteren.

6.95 kg
Når julemaden er spist og de sidste julefrokoster er overstået, er det på tide at få rørt sig lidt igen. Derfor er d. 27 og 28 sat af i geddens tegn. Vi krydser fingre for at vejret tillader frisk luft og hugvillige gedder.
 


søndag den 1. december 2013

Jagten på flere 10`ere fortsætter

Har til dette efterårs jagt på gedde grum, indkøbt en stribe Edge Dynamic Powercast Trigger stænger i både i 8,6" og 10". Disse stænger har været sat på prøve den sidste måneds tid, og må sige at de klarer jobbet til perfektion. Kommer med et mere detaljeret indlæg inden længe om mine erfaringer med disse stænger.

Da det stod på nat arbejde i den forgangene uge, var der lige en åbning for en tur på søen inden jobbet kaldte.
Weekendens tur med Morten gjorde det svært ikke at holde forventningerne oppe, så det var med stor spænding at jeg ankom ved søen.
Da det var en hverdags tur med kort varsel var det ikke til at finde en makker så stævnede ud alene. Men så er der jo den fordel at man har alle huggene for sig selv:)

Stævnede ud på søen som i øvrigt var spejlblank lige efter solopgang, flot syn. Fik sat stængerne og så gik det ellers af sted mod det produktive område fra weekenden af.
Desværre var der hverken byttefisk eller rovfisk at se på loddet, så fik skiftet retning og søgt andre grunde af, det gav en pæn stribe fisk over de 5 kg.

Det lykkedes at finde et par store koncentrationer af byttefisk og blev derfor i det område, og satte agnene til at gå lidt dybere og farten blev dæmpet.
Inden længe kom der et godt hug og efter en fin fight kunne jeg nette en flot gedde på 109 cm og 10.42 kg.

10.42 kg-109 cm


Fortsatte det gode fiskeri og efter flere fine fisk måtte jeg desværre søge mod havn da arbejdet kaldte, så langt nåede jeg dog ikke, før endnu en god fisk huggede på en af paravane stængerne.

Denne fisk føltes også som noget i den bedre ende af skalaen. Da den kom til syne første gang, så jeg at det sku var endnu en 10`er, om muligt endnu større. Der kom lidt nerver på da fisken var ret yderligt kroget og den ikke var til at rokke ind til båden, den standsede i stedet for et par meter derfra og bare lå og ruskede med hovedet. Har desværre dårlige erfaringer med et par gode fisk der er mistet på netop samme måde. Fik forlænget nettet i en fart og det lykkedes med nød og næppe at få fisken i nettet inden den slap krogholdet.

Målebåndet stoppede først på hele 122 cm. En sindssygt flot fisk, dog ikke i sin bedste kondition men vægten sagde 11.8 godkendte kg.


122 cm-11.8 kg

søndag den 27. oktober 2013

Hugvillige gedder


Havde igen Johnny med i båden, han var ret hooked på en tur efter sidste uges succes tur, hvor han satte ny pr med en fin 6.65 kilos.
Den skulle dog vise sig at kun stå en uge, før den igen blev slået.

Taktikken var en ren kopi af sidste weekend, samme sø, samme ål, samme opsætning.
6 stænger blev sat med ål, 4 stk med paravaner og 2 stk uden. Kursen gik langs de samme grunde og skrænter som tidligere holdte fisk.
De waypoints vi fik smidt på plotteren på sidste tur var også denne dag fyldt med fisk, der var samme "grupperinger" af gedder, vi havde flere dobblthug og endda et par tripplehug.

Vi skulle dog igennem en del mindre gedder, før den første meter gedde kiggede forbi.

7.1 kg-101 cm


Efter middag kom der mere gang i den og et at de sjovere dobbelthug længe, deriblandt en ny Pr til Johnny.


7.5 kg-103 cm
9.0 kg-109 cm og ny pr
 
Der var rigtigt godt gang i huggene og hele 38 var en tur oppe og vende, det er dette fiskeri vi hele sommeren igennem har set frem til.





torsdag den 10. oktober 2013

Dansk Brakvandscup 2013

Dagene op til konkurrencen blev ganske travle i teamet. Der skulle indkøbes nye multiruller, endegrej og ikke mindst var Michael på hårdt arbejde for at serviceret påhængsmotoren. Motoren fik bl.a. skiftet toppakning og impeller, men testturen afslørede desværre, at den ikke var så glad for at gå i tomgang. Plan B blev derfor taget i brug og en noget mindre motor blev monteret.
Magnussen bliver læsset

Dagen før konkurrencen indlogerede vi os på Tiendegården, som ligger ca 10 km fra Stege. Et sted der helt klart kan anbefales til andre, der vil overnatte i nærheden af de brakke jagtmarker. Efter udpakning af grejet kunne vi lige nå et par timer på vandet, for at få styr på de sidste detaljer. Imidlertid var vandstanden næsten en meter under normal, hvilket indskrænkede fiskepladserne en del. Vi besluttede os derfor for at fortøjre båden i havnen, så vi kunne undgå kø ved ramperne lørdag morgen. Resten af dagen gik med snak og hygge på Tiendegården.

Lørdag kl. 7.00 var der skippermøde afholdt af Rene Letvad. Her blev der briefet omkring regler, dommerbåde og færdsel i konkurrenceområdet. Tre kvarter senere lød startskuddet og de 140 deltagere spredtes hurtigt vidt omkring. Vandstanden var fortsat utroligt lav og mange af de områder, som vi havde planlagt at fiske på var faktisk tørlagte! Taktikken blev derfor ændret og andre områder blev opsøgt. De første par timer gik aldeles uden fisk og først en gang over middag lykkedes det at overliste den første brakke gedde.
Første fisk nappet på en Freddy catwalk

Vi blev naturligvis i området og piskede løs på det lave vand med shads og jerkbaits. Et par gedder mere var en tur i båden, men andre fiskere fandt også området attraktivt, så da der lå over 10 både på det lille område fortrak vi, for at finde et sted med mere ro. Samtidig tikkede der beskeder ind på mobilen fra konkurrenceledelsen om, at største fisk nu var på 91 cm.
Vores nye ABU Revo NaCl'er klarede de salte udfordringer til UG!

I det nye område, hvor et par dybe kanaler skar sig ind imellem store flade lavvandede områder, var der straks kontakt med fisk. Snitstørrelsen var en del bedre og der var flere over 80 cm. Michael fiskede på det tidspunkt med Spöket og fik et godt hug langt ude i kastet. Fra starten af kunne vi godt se at denne fisk var i den bedre ende. Efter en relativ udramatisk fight fik vi fisken i nettet og på det udleverede målebræt kunne længden måles til 101 cm. Således skrev Michael teamet ind i den bedre ende af konkurrencen. Vi fik desværre kun en enkelt fisk mere inden vi begav os mod havn, for at indlevere SD-kortet til "indvejning".
Michael med 101 cm brakvandstøs

Vel i havn kunne vi konstatere at andre også havde haft gode fisk på land og største fisk på dagen var 103 cm. Aftensmaden blev indtaget på Kaj Kok og bestod af stegt flæsk. Maden var ikke nævneværdig i sig selv, men de ca 30 andre fiskere, som også spiste her bragte stemningen helt i top! En broget forsamling bestående af danskere, nordmænd, finnere og en enkelt velkendt fransk herre fra Illex fik det hele til at syde i røverhistorier. Her skal særligt nævnes Erik Walmanns "perch-dance" som manifest, da han tidligere på dagen havde fanget en PR aborre 46,5 cm.
Erik Walmann, Frédéric Jullian og Per Stenberg lægger taktik

Afgang fra Stege
Et par temmelig trætte fiskere mødte igen op til skippermøde søndag morgen og efterfølgende fælles afgang fra Stege Havn. Kursen blev naturligvis straks sat mod gårsdagens hotspot for Michaels gedde. Området viste sig desværre at være propfyldt med drivende ålegræs, så efter et kvarter måtte vi desværre opgive. Et nyt lovende spot på meget grundt vand blev opsøgt og allerede i første kast var der bud efter min Freddy Catwalk og Michaels Spöket! Det lovede jo rigtig godt, men vi måtte sande at der virkelig skulle maskinfiskes resten af dagen, for at få flere fisk i båden.
Godt vejr og svære gedder

Kl. 14 sluttede konkurrencen og alle mand troppede op i en af de store haller på havnen, hvor der var lodtrækningspræmier og udlevering af trofæ og præmier til de længste aborrer og gedder. Længste gedde målte øvrigt 107 cm og Michael endte på en delt 3. plads. I samlingshallen havde blandt andre Garmin og Westin et par fine udstillinger, hvor vi fik kigget lidt på nye stænger og endegrej. Særlig opmærksomhed fik den nye Mike the Pike, som virker til at blive geddernes skræk i den kommende sæson.
Mike the Pike og Monster Teezers bliver helt sikkert at finde i grejkassen i den kommende sæson

På vejen hjem i bilen blev vi enige om, at vi helt sikkert vil være at finde her igen til næste år, hvor arrangørerne allerede nu forventer at stable et arrangement på benene igen.

torsdag den 22. august 2013

Touched for the very first time!

Selvom overskriften kunne lede tankerne i ganske andre retninger, så handler dette indlæg dog om de første erfaringer med nyt isenkram til bådfiskeriet.

Søg og find!
De sidste par sæsoner har fiskepladserne været fundet, genfundet og gennemsøgt med hjælp fra det utrættelige og pålidelige set-up, bestående af en Garmin GPSmap 421 og et Garmin ECO 550C. Med informationer fra GPS'en - i kombination med TOPO-Danmark som baggrund - har det været en smal sag at navigere rundt langs banker og skrænter. Med DualBeam-assistance fra ECO'en har mange fisk efterfølgende ladet sig afsløre, uanset om de har stået på dybt eller lavt vand. Alt i alt et fremragende makkerpar, som har virket upåklageligt. Den teknologiske udvikling har dog sidenhen taget et par raske skridt, og det blev derfor tid til at følge trop med en nyerhvervelse!

Det gamle makkerpar takker af efter tro tjeneste!
Nyerhvervelsen blev samtidig en fusion og afløseren er således et kombiinstrument, der i øvrigt lyder navnet Garmin 721xs. Selvom fusionen skal dele pladsen på 7" når både plotter og ekkolod vises på samme tid, så er det dog rørende nemt at skifte til fuldskærmsvisning for det ønskede modul og så er det pludseligt blevet nemt at følge med på skærmen - selv på lidt afstand!

Her er der zoomet godt ind på de nederste tre meter af vandsøjlen, hvor der er en god koncentration af byttefisk.
GPSmodulet er med sine 10 Hz i den grad blevet opgraderet og således bliver bådens fart, kurs og position opdateret hele 10 gange i sekundet. Tidligere hed opdateringsfrekvensen blot1 Hz. Det betyder nu, at båden blot skal flytte sig en anelse, før det afsløres på skærmen. Således kan afvigelser fra den ønskede position og kurs hurtigt korigeres.

3D visning, der er god til at give overblik. Når pladsen er fundet kan der med fordel skiftes til almindeligt navigationskort.
Ved ekkolodsmodulet er den klart mest afgørende forbedring muligheden for at anvende en såkaldt CHIRP-transducer. CHIRP udmærker sig ved at kunne lodde med adskillige frekvenser på samme tid, så informationer om bund, strukturer og ikke mindst fisk bliver aftegnet med en detaljeringsgrad, som ikke er set tidligere på lodder i samme prisklasse. I Praksis betyder det eksempelvis, at en stime byttefisk bliver aftegnet med individuelle ekkoer og ikke blot som én samlet koncentration. Større fisk afbilledes tilsvarende som ekstremt tydelige "bananformationer".

CHIRP-transduceren fylder lidt mere i landskabet end den konventionelle DUAL-beam transducer

Menusystemet betjenes vha. en multitouchskærm, hvilket ikke blot et tiltag, for at følge tidens trend for elektronisk udstyr. Denne facilitet kommer i særdeleshed til sin ret, når fokus skal rettes mod jiggens bevægelser på bunden eller når en sandart skal overlistes i frivandet. Med to fingre kan man således hurtigt zoome sig rigtig tæt ind på den del af vandsøjlen, der måtte kræve særlig opmærksomhed.
Simpel betjening som kendt fra Ipads og smartphones.
 Det nye setup har været med på vandet en håndfuld gange, men allerede nu er der ingen tvivl om, at det vil blive endnu mere komfortabelt at lede efter drømmesandarten. Video, mere fakta og detaljer er på vej...


tirsdag den 6. august 2013

Sommerferiefiskeri 2013

Så er ferien gået på held og arbejdet kalder igen insisterende på opmærksomhed. Det har dog været en super sommer og hvis man ser bort fra familieferien i Italien, så har den forgangne måned budt på rigtig mange fisketure.Ferien bliver imidlertid ikke husket for endeløse rækker af storfisk, men derimod mange gode ture med familien, hvor hyggen var i højsædet. Herunder et lille potpurri af sommerens oplevelser:

Et par medeture til mosen har resulteret i en række fine små karper
Nanna med fin lille skæller

Gustav genudsætter en lille fighter
Gustav er efterhånden ved at have styr på at fighte fiskene selv
Louise med hendes første 100% selvfangede sandart

Far og søn når det er bedst

Fra en kort solotur

Det store smil fremme - fordi det nye lod leverer varen. Mere om det senere!

En af de fisk, der aldrig kom på land. En fin bækker fra den lokale å. Jeg har dog en aftale med den, når vandstanden stiger igen :)


mandag den 17. juni 2013

The Garmin experience

Min kammerat Jakob og hans bådmakker Lars Nielsen fra Garmin havde i dag inviteret mig med en tur på Øresund efter torsk. Normalt er Øresund jo noget med halvtungt grej og kolde fingre, men i den sidste tid har drengene vist vejen frem med helt konventionelt vertikalgjrej og har haft torsk op til 12 kilo i båden. Derfor var jeg også mere end spændt, da vi om formiddagen stævnede ud fra Rungsted Havn i deres Warrior, spækket med ALLE mulige tænkelige og lækre apparater fra Garmin. Særligt loddet med CHIRP transducer vakte min interesse og det kunne da være spændende at se, hvordan den ville fungere i jagten på de pelagiske sandfisk!
Styrepulten, hvor informationer om navigation og bundforhold ikke kan blive bedre!

Fiskene stod imidlertid ikke hvor de havde gjort de sidste par dage og der blev derfor holdt godt øje med loddet og tjekket op på andre positioner fra plotteren. Drengene fandt fiskene og selvom hverken antal eller størrelse var synderligt imponerende, så var det alligevel en fantastisk oplevelse at fighte de små torsk og sej på det lette vertikalgrej!
Jakob med favnen fyldt af sommertorsk!