Viser opslag med etiketten båd. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten båd. Vis alle opslag

fredag den 2. oktober 2015

Optakt til Brakvandscuppen

Har været en tur i brakvandet sammen med Morten for lige at pudse formen og grejet af til weekendens Brakvandscup. Det må man sige gik over al forventning. Hele 35 gedder med en top på 12.2 kg og 118 cm var oppe og vende.

Fisken blev overlistet af en Wolfcreek Shad

Vi ser utroligt meget frem til en hyggelig weekend i selskab med en masse ligesindede.

lørdag den 2. november 2013

Makkertur

Fredag formiddag var Michael atter en gang stævnet ud i jagten på storgedderne. I mangel på passende agnfisk, blev der søsat seks Alien Eels - to ved bådsiden og så de resterende på paravanerne. Jeg havde desværre selv et par erindrer, der skulle klares inden jeg også kunne deltage i dagens tur. Michael var dog venlig til at holde mig orienteret om fiskeriets udvikling over SMS'en og efter en times fiskeri havde han landet hele 13 gedder! Der blev derfor trådt lidt ekstra på speederen, for at kunne komme med om bord.
Desværre døde det vilde fiskeri noget ud og vi skulle arbejde en hel del for at få de næste fisk i båden. Vi forsøgte både dybt og lavt og til sidst fandt vi melodien igen og oplevede flere dobbelt- og et enkelt tripplehug.
En 5'er i fin kondi

Fiskene var i rimelig kondition og selvom vi ikke ramte kæmperne, så havde vi en helt fantastisk makkertur, som endte med 33 landede fisk.
Dagens største på næsten 7 kilo tilfaldt Michael.






søndag den 13. oktober 2013

Vild formiddag

I fredags tog efterårsferien sin begyndelse og jeg havde lige mulighed for små fem timer på vandet inden, der skulle hygges med familien. Den kraftige vind fra øst ødelagde desværre planerne om at besøge mit hotspot, så de fire woblere måtte pænt følge efter båden på en anden rute end planlagt. Knapt havde den første Platypus ramt vandet før den blev sakset af den første gedde. Fin start og denne blev hurtigt fulgt op af en serie hurtige fisk mere, som alle fandt "næbdyrene" fra Westin interessante.Fiskeriet gik herefter nærmest amok og efter at have bommet seks hug i streg, flexede tre stænger nærmest simultant, mens tre gedder i 4-kilos klassen blev en erfaring rigere - fed måde at blive stresset på! Man kunne naturligvis have drømt om større fisk, men med 17 gedder i båden på så kort tid, toppet af 7,75 kg, må jeg sige at efterårsferien blev skudt i gang med manér :)
Konditionen bliver bedre og bedre
Efterårsferien byder i øvrigt på endnu en dørgetur efter gedderne og så en vertikaltur med fireballs i morgen.


torsdag den 10. oktober 2013

Dansk Brakvandscup 2013

Dagene op til konkurrencen blev ganske travle i teamet. Der skulle indkøbes nye multiruller, endegrej og ikke mindst var Michael på hårdt arbejde for at serviceret påhængsmotoren. Motoren fik bl.a. skiftet toppakning og impeller, men testturen afslørede desværre, at den ikke var så glad for at gå i tomgang. Plan B blev derfor taget i brug og en noget mindre motor blev monteret.
Magnussen bliver læsset

Dagen før konkurrencen indlogerede vi os på Tiendegården, som ligger ca 10 km fra Stege. Et sted der helt klart kan anbefales til andre, der vil overnatte i nærheden af de brakke jagtmarker. Efter udpakning af grejet kunne vi lige nå et par timer på vandet, for at få styr på de sidste detaljer. Imidlertid var vandstanden næsten en meter under normal, hvilket indskrænkede fiskepladserne en del. Vi besluttede os derfor for at fortøjre båden i havnen, så vi kunne undgå kø ved ramperne lørdag morgen. Resten af dagen gik med snak og hygge på Tiendegården.

Lørdag kl. 7.00 var der skippermøde afholdt af Rene Letvad. Her blev der briefet omkring regler, dommerbåde og færdsel i konkurrenceområdet. Tre kvarter senere lød startskuddet og de 140 deltagere spredtes hurtigt vidt omkring. Vandstanden var fortsat utroligt lav og mange af de områder, som vi havde planlagt at fiske på var faktisk tørlagte! Taktikken blev derfor ændret og andre områder blev opsøgt. De første par timer gik aldeles uden fisk og først en gang over middag lykkedes det at overliste den første brakke gedde.
Første fisk nappet på en Freddy catwalk

Vi blev naturligvis i området og piskede løs på det lave vand med shads og jerkbaits. Et par gedder mere var en tur i båden, men andre fiskere fandt også området attraktivt, så da der lå over 10 både på det lille område fortrak vi, for at finde et sted med mere ro. Samtidig tikkede der beskeder ind på mobilen fra konkurrenceledelsen om, at største fisk nu var på 91 cm.
Vores nye ABU Revo NaCl'er klarede de salte udfordringer til UG!

I det nye område, hvor et par dybe kanaler skar sig ind imellem store flade lavvandede områder, var der straks kontakt med fisk. Snitstørrelsen var en del bedre og der var flere over 80 cm. Michael fiskede på det tidspunkt med Spöket og fik et godt hug langt ude i kastet. Fra starten af kunne vi godt se at denne fisk var i den bedre ende. Efter en relativ udramatisk fight fik vi fisken i nettet og på det udleverede målebræt kunne længden måles til 101 cm. Således skrev Michael teamet ind i den bedre ende af konkurrencen. Vi fik desværre kun en enkelt fisk mere inden vi begav os mod havn, for at indlevere SD-kortet til "indvejning".
Michael med 101 cm brakvandstøs

Vel i havn kunne vi konstatere at andre også havde haft gode fisk på land og største fisk på dagen var 103 cm. Aftensmaden blev indtaget på Kaj Kok og bestod af stegt flæsk. Maden var ikke nævneværdig i sig selv, men de ca 30 andre fiskere, som også spiste her bragte stemningen helt i top! En broget forsamling bestående af danskere, nordmænd, finnere og en enkelt velkendt fransk herre fra Illex fik det hele til at syde i røverhistorier. Her skal særligt nævnes Erik Walmanns "perch-dance" som manifest, da han tidligere på dagen havde fanget en PR aborre 46,5 cm.
Erik Walmann, Frédéric Jullian og Per Stenberg lægger taktik

Afgang fra Stege
Et par temmelig trætte fiskere mødte igen op til skippermøde søndag morgen og efterfølgende fælles afgang fra Stege Havn. Kursen blev naturligvis straks sat mod gårsdagens hotspot for Michaels gedde. Området viste sig desværre at være propfyldt med drivende ålegræs, så efter et kvarter måtte vi desværre opgive. Et nyt lovende spot på meget grundt vand blev opsøgt og allerede i første kast var der bud efter min Freddy Catwalk og Michaels Spöket! Det lovede jo rigtig godt, men vi måtte sande at der virkelig skulle maskinfiskes resten af dagen, for at få flere fisk i båden.
Godt vejr og svære gedder

Kl. 14 sluttede konkurrencen og alle mand troppede op i en af de store haller på havnen, hvor der var lodtrækningspræmier og udlevering af trofæ og præmier til de længste aborrer og gedder. Længste gedde målte øvrigt 107 cm og Michael endte på en delt 3. plads. I samlingshallen havde blandt andre Garmin og Westin et par fine udstillinger, hvor vi fik kigget lidt på nye stænger og endegrej. Særlig opmærksomhed fik den nye Mike the Pike, som virker til at blive geddernes skræk i den kommende sæson.
Mike the Pike og Monster Teezers bliver helt sikkert at finde i grejkassen i den kommende sæson

På vejen hjem i bilen blev vi enige om, at vi helt sikkert vil være at finde her igen til næste år, hvor arrangørerne allerede nu forventer at stable et arrangement på benene igen.

tirsdag den 6. august 2013

Sommerferiefiskeri 2013

Så er ferien gået på held og arbejdet kalder igen insisterende på opmærksomhed. Det har dog været en super sommer og hvis man ser bort fra familieferien i Italien, så har den forgangne måned budt på rigtig mange fisketure.Ferien bliver imidlertid ikke husket for endeløse rækker af storfisk, men derimod mange gode ture med familien, hvor hyggen var i højsædet. Herunder et lille potpurri af sommerens oplevelser:

Et par medeture til mosen har resulteret i en række fine små karper
Nanna med fin lille skæller

Gustav genudsætter en lille fighter
Gustav er efterhånden ved at have styr på at fighte fiskene selv
Louise med hendes første 100% selvfangede sandart

Far og søn når det er bedst

Fra en kort solotur

Det store smil fremme - fordi det nye lod leverer varen. Mere om det senere!

En af de fisk, der aldrig kom på land. En fin bækker fra den lokale å. Jeg har dog en aftale med den, når vandstanden stiger igen :)


fredag den 3. maj 2013

Forrygende geddepremiere og fed afslutning på sandarten:)

Så blev det endelig 1. Maj, og traditionen tro skulle der jo fiskes igennem.
Vi råder over en mindre sø i en grusgrav som indeholder en sund bestand af gedder, det plejer at være netop denne sø som vi altid starter geddesæsonen i.
Dette år valgte vi dog at sadle om og satse på en af de større danske søer, et sats som viste sig at vi ikke kom til at fortryde.

Jeg mødtes med Morten kl. 05.30 og båden blev læsset med motorer og alt hvad der hører til af grej på sådan en premiere, man må jo ikke gå ned på grej på denne vigtige dag.
Vi startede dagen med at sætte agnfiskene og der gik ikke længe før der var bud efter dem og
Morten fik hurtigt sat krogsættet i dagens første fisk over meteren, en god start på dagen.

7.2 kg og 103 cm
 
Vi havde ikke sejlet langt før der gik endnu et flåd og denne gang var det en 35 cm Rimte der var blevet indhaleret.
Var hurtigt over stangen og et kontant modhug blev givet, fast fisk, og denne gik tungt.
Nettet blev gjort klar og fik presset den mod overfladen, den tog et par fine udløb.
Efter en 5 minutters fight fik vi kanet den sikkert over netrammen og vi kunne se at den lugtede af en 10+.
Vægten og målebåndet blev fundet frem igen og lagt fisken i vejeslyngen, vægten sagde 10.4 kg med en længde på 116 cm.
Turen var allerede hjemme.

10.4 kg og 116 cm


Men det stoppede slet ikke der, flere gedder på 5 og 6 kg fulgte trop plus et par mindre, da der igen var bud efter en af de større agn, denne gang pressede den vægten op på 9.5 kg.


9.5 kg og 113 cm
 
Vi besluttede os for at ankre op og give kastefiskeriet en chance.
Det lykkedes hurtigt at kroge en fin fisk på en stor jigg, den nåede kun lige at komme indenbords da der gik et flåd og endnu en gedde måtte overgive sig. Disse 2 fisk var næsten identiske med længder på 108 cm og 109 cm.
Som dagen skred frem kunne vi notere os for ca. 35 gedder med 5 stk over meteren.
Vi besluttede derfor at søge havn igen og kalde denne 1. Maj for godkendt.

 8.2 kg og 108 cm & 8.5 kg og 109 cm



    Sandart Bonanza!!!

Dagene op til premieren var det dog en anden fisk der stod for skud, nemlig sandarten som skulle have et shot inden den forstående fredning.
Har haft flere ture med Andrè hvor det bare ikke rigtigt spillede, jiggene blev totalt ignoreret, både på det normale bund dunkeri og det pelagiske spillede heller ikke rigtigt.
Der var ingen nulbonner men noget måtte der ske, så et skift af fiskevand blev planlagt.
Vi lagde vores lid til en sø vi først startede at fiske sandarter på sidste år, derfor havde vi ikke de store erfaringer med dette vand men det lykkedes os rimeligt hurtigt at finde et område hvor de stod ret koncentreret.
Der var bid med det samme vi ramte pladsen, sandarterne var virkelig hugvillige.
Flere gange var der dobbelthug, og smed man en var det straks en anden der overtog jiggen.
Det er efterhånden længe siden vi har oplevet dem i det humør så det var tiltrængt.
Hele 64 af de kære arter havde vi oppe og vende, ingen kæmper men et sindsygt underholdende fiskeri..
Nu får de lige fred en måneds tid, og så kan tiden jo lige så godt bruges på gedderne.


Andrè med en fin gennemsnits fisk
 
 

en mindre art der har været en tur i kødhakkeren
 

En stor tak til Morten og Andrè for et par super hyggelige dage på vandet, håber snart vi kan gentage succesen.

fredag den 19. april 2013

Sandfisk og bådprojekt

Den kommende weekend kommer til at stå i sandartens tegn. Jeg håber de stigende temperaturer har gjort dem lidt mere hugvillige end de hidtil har været.
I morgen bliver det dog kun en halv dags fiskeri, da der er noget forenings arbejde der lige skal ordnes, både der skal gøres klar inden geddesæsonen starter op d. 1 maj.

Den manglende fisketid i denne alt alt for lange vinter har resulteret i en del grej indkøb.
Blandt andet er det blevet til lidt nye stænger, hjul og gummi til gedderne.
En del af dette gummi består i en masse Shads og et par af de nye Alien Eels fra Savage Gear i en 40 cm udgave som ser ret lovende ud.

Et par af de stænger der har fundet frem til grejsamlingen er et par brugte Edge TPR Pike, en udgået model men den er bestemt værd at lede efter på brugt markedet. Skriv gerne i kommentar feltet eller til michaeljaeger82(a)hotmail.com hvis der er nogen der ligger inde med et par af disse der alligevel bare står og samler støv .
Disse stænger skal primært bruges til dørge fiskeriet med naturlig agn efter sandarter, da den-efter min smag- mangler lidt mere rygrad til de større agn som jeg bruger til gedder.

 Til det mere målrettede fiskeri med store agn efter gedderne, er det nogle lidt kraftigere jeg har i kikkerten, nogle stænger fra Greys Prowla serie, men mere om dem senere hvis det er dem der ender med at blive lagt i indkøbskurven.

I projekt fiskemaskine er de hjemme strikkede sø gelændere netop blevet monteret, sammen med de ny indkøbte stangholdere.


Smeden i aktion 

Den 25 hk Mariner der blev indkøbt i efteråret er netop blevet adskilt og gjort klar til glasblæsning.
Så efter en gang ny lak og en ny toppakning skal den ud og luftes når geddesæsonen starter op igen.

Snart vil der komme en ny mappe med overskrift "Båden" der kommer til at indeholde billeder af båden og de løsninger vi har valgt til at optimere den til vores fiskeri.


Til dem der ikke har været inde og kigge på pikewallis.hooked.no/ for nylig, så er her et link til lidt "inspiration" til hvad man skal gøre hvis det går galt og man selv bliver hooked ;)
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=zgfpsupmu98#!



mandag den 5. november 2012

Deal done!

Som nævnt i et tidligere indlæg, så har ønsket om at blive skippere i egen båd længe stået øverst på teamets ønskeseddel. Vi lagde derfor alle kræfter i, for at finde den optimale bådløsning til vores fiskeri. Efter vores oplevelser med Magnus Marine i Silkeborg var vi dog ikke i tvivl længere! Sådan et fartøj måtte vi bare eje.

Sammen med forhandleren fandt vi en god løsning på produkt og pris og handlen kom således til at inkludere: Magnus BB 445 Basic, Selandia P 400 Long bådtrailer, Minn Kota Riptide ST 55 punds elmotor, to fjernbetjeninger og tre 90 amperes AGM batterier.

Den rå skitse.
Hr. Larsen i gang med værktøjet

Selvom båden leveres nærmest som en færdig løsning med mange smarte indretninger, så er vi efterfølgende begyndt at rigge båden til, så vi forhåbentlig bliver 100% tilfredse med alle faciliteterne. På den lange to-do-liste kan vi nu sætte hak ved: motor- og stolemonteringer.

Minn Kota'en på plads

Vi har dog skumle planer om at få monteret søgelænder til RAM-mounts, transducerbeslag og stangholdere samt at lave lidt ændringer af kasteplatformen i en fart, så er det jo godt at Hr. Jæger er uddannet i smedefaget :)

Dejligt at se, hvordan tingene tager form

Båden er med andre ord slet ikke færdig endnu. Vi har naturligvis ikke kunnet dy os for at tage den første tur alligevel. Trods alt for godt vejr trillede vi en tur til brakvandet, hvor vi mødtes med Jakob, der fiskede i hans Linder. Fiskeriet var svært og det tog en rum tid før dagens første gedde lod sig overliste fra en lille sandet og lavvandet vig. Med første fisk i den nye båd var det naturligvis et godt tidspunkt at åbne den medbragte champagne, for at fejre "projektet".

Hr. Jæger har været en tur i kælderen og hente bobler.

Efterfølgende havde vi rigtig mange fisk, som bare fulgte vore agn hele vejen ind til båden, for derefter blot at stille sig på bunden uden at have lyst til at hugge. Det var på én måde fascinerende at se de flotte fisk på tæt hold og på den anden side ganske frustrerende at opleve al denne negative respons. Mod slutningen af turen oplevede vi dog en periode, hvor følgere blev til faste fisk og der var faktisk flere dobbeltfights. Desværre var der ingen af de større fisk imellem fangsterne, men vi var nu også ganske tilfredse med at have oplevet at være skippere i egen båd for første gang.

Den nyindkøbte 25 hk Mariner er desværre afmonteret igen, da den efter kun 4-5 minutters sejlads, valgte at gå i stå. Efter et par forsøg på at få den igang måtte vi dog opgive. Det har efterfølgende vist sig at det var en defekt toppakning. Så nu er det op til mekanikeren at få den fit for fight igen, ny impeller, tændrør og pakninger er bestilt hjem, og den ventes at komme tilbage på sin plads på hækken inden længe.
Vi vil gerne sende endnu en tak til Jakob for lift over de lange stræk på noret hvor elmotoren ikke var tilstrækkelig.
Jæger og Larsen
I menuen øverst vil du snart kunne se et nyt punkt "Båden", hvor vi vil skrive om vores erfaringer og indretninger af vores Magnus 445.

mandag den 8. oktober 2012

Søndagstur på Torsdagsbanken

Teamet var i dag meget tidligt ude af fjerene og det var der mere end én god grund til.Vi har nemlig i lang tid flirtet med tanken om at prøve vores kræfter og jigs af på de Jyske sandfisk. Nu fik vi pludselig en oplagt mulighed for at gøre tanker til virkelighed.



Det er ingen hemmelighed at ønsket, om at være skipper på eget fartøj, har stået meget højt på ønskelisten hos begge medlemmer af teamet i lang tid. Muligheden for at dyrke brakke vande og ikke mindst hinsides liggende søer er næsten umulige, hvis ikke man har egen båd. Ligeledes er ideen om at indrette en båd efter eget behov ganske tiltrækkende. Således er bådanmeldelser, forhandlertilbud og annoncer derfor blevet gransket godt og grundigt. Vi har været vidt omkring i rækken af krav og specifikationer, men nu mener vi, at målet er tæt på at være nået...


 Vel fremme i Søhøjlandet bliver vi budt velkommen af en meget gæstfri og hyggelig sælger - Gert! Efter en inspektion af båden på trailer, så triller vi af sted mod et de områder, hvor der på det sidste er oplevet et flot geddefiskeri. Desværre kommer vi ikke til at opleve det samme, men vi er ganske optaget af at udforske mulighederne med båden og den frontmonterede motor. Vi giver søen et par timer, men Michael bliver den eneste, der oplever noget til fiskene. En fin aborre napper en Rippled Minnow.


Efterfølgende trækker vi bådene op og der lægges nye planer. Gert har en anden aftale og selv er vi mere end opsatte på at opleve noget af områdets fornemme sandartfiskeri. Vi trailer derfor båden og snart ligger nyt og lækkert fiskevand foran vores fødder.


Vinden er frisket en del op og vi får rigtig gode muligheder for at opleve båden mens den bliver udfordret i bølgerne! I vores søgen efter sandfiskene lægger vi vejen forbi den legendariske Torsdagsbanke. Vi ser faktisk et par rigtigt gode ekkoer i området, men må desværre sande at vi ikke skal komme så nemt til vores Jyske debutfisk. 



Vinden er  efterhånden blevet for voldsom til det vertikale, så vi vender båden om og søger igen efter nyt fiskevand. Området er i sig selv en kæmpe oplevelse. Dels er naturen ganske indbydende i de tiltagende efterårsfarver, men arkitektur og andre både er simpelthen en oplevelse i sig selv.


Sandarterne trak det længste strå i denne omgang, men det positive indtryk af bådoplevelsen bliver sikkert altafgørende når vi snarligt skal slå hul på sparegrisene....


Vi giver dog ikke så let op i forhold til de Jyske sandfisk, så næste tur er såmænd allerede i støbeskeen - en bådsælger, der har fanget sandarter over 10 gode danske kilo er bestemt værd at lytte til.

                                      Larsen og Jæger!