Viser opslag med etiketten Vertikaljigging. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vertikaljigging. Vis alle opslag

onsdag den 23. april 2014

Påskearter og #LarsenLures

Den forgangne uge stod i påskens tegn og dermed var der også en række traditioner, der skulle holdes i hævd.  Mellem påskefrokoster og andre familiearrangementer blev der heldigvis også plads til et par ture med vertikalgrejet.

Første tur foregik stort set lige efter drejebogen. Den udvalgte plads blev ”fundet” ved sidste års forårsfiskeri, hvor den leverede rigtig fint. Således var det naturligvis også oplagt at starte dagens fisketur netop her.  Lidt søgen i området afslørede en del bundnære ekkoer på 8-10 meter vand og allerede i første ”stop” var der respons.
Rognen ser ud til at være godt og vel moden..
Flere fisk blev fundet og huggene var resolutte og ganske uden tøven. Efter den fornemme start var det dog som om fiskene forsvandt fuldstændigt fra området. Jeg var nok lidt for konservativ i min stil og blev længe på pladsen inden jeg begyndte en mere opsøgende taktik. Fiskene var heldigvis lige i nærheden! De havde dog bevæget sig ind på langt mere grundt vand. Faktisk blev de fundet helt inde på blot 3 meter, selvom de fleste stod på 4-6 meters dybde. Fiskeriet var knapt så intenst og der skulle arbejdes længe på hver fisk, før det resulterede i hug.
Halefinne der vidner om nærkontakt med en gedde.
Ved middagstid udløb min fisketid desværre og kursen blev sat mod endnu et veldækket påskebord.
Selv de mindste fisk går ikke af vejen for en bred profil på den nye agn
To dage senere var jeg igen at finde på den produktive plads. Denne gang havde jeg også allieret mig med en stang, som blot skulle fiske passivt med en fireballrigged skalle – noget der erfaringsmæssigt kan flyttes sandarternes fokus fra gydning til fødeindtag.

Allerede fra starten af stod det dog klart, at fiskene var betydeligt mere selektive denne morgen. Flere fisk fik præsenteret både jig og skalle uden at reagere overhovedet. Der blev derfor forsøgt på noget dybere vand og så kom der pludselig rigtig meget liv i stangen med den fireballfiskede skalle. Jeg smed derfor jigstangen fra mig og kastede mig over stangholder, skruetvinge og fireballstang, som havde løsrevet sig fra sit fæste i rælingen og var på vej UNDER vand! Fisken smuttede desværre i modhugget, alligevel var jeg glad for at have reddet stang og stangholder fra druknedøden. Smilet stivnede dog prompte da jeg vendte mig om efter jigstangen – hvor f….. var den nu henne? Den var i hvert fald ikke i båden længere og jeg satte derfor omgående en markering på GPS’en, så jeg kunne iværksætte en eftersøgning. 

Endnu en sandart der har overlevet et tidligere møde med en gedde...
En times tid og tre sandarter senere lykkedes det utroligt nok at få kontakt med den gamle stang igen. Heldigvis havde Vientoen ikke lidt overlast efter den lille svømmetur og smilet blev derfor reetableret. Fiskene flyttede sig igen op på lavere vand, i takt med at solen stod højere på himlen. Pludseligt tikkede der også et rigtig heftigt ekko op i to meters dybde på ca. 4 meter vand. Båden blev smidt i bak og fluks blev jiggen sendt ned til ekkoet, der kvitterede med at hugge omgående!  Modhugget var hårdt og fisken kom nærmest straks til overfladen. Lettere chokeret kunne jeg lige nå at nyde synet af en fed sandart på 6-7 kilo inden den med et par kraftige ryst på hovedet gjorde sig fri af en yderligt siddende stingerkrog. P-I-S! Det er svært at sige, hvad jeg kunne have gjort anderledes i situationen, men nettet kommer fremover til at ligge endnu nærmere når der bliver fisket på lavt vand!

De næste timer var næsten uden fisk, så jeg besluttede mig for at lave en afstikker til en anden plads, som også plejer at huse en sandfisk eller to på denne årstid. Fremme på pladsen blev benzinmotoren slukket og så skulle pladsen afsøges med elmotoren. Imidlertid blev båden liggende da håndtaget blev drejet på elmotoren? Motoren gav blot en højfrekvent summetone fra sig og jeg kunne til min frygt se, at benzinmotorens propel måtte have spist den nu manglende propel på elmotoren!  Super ærgerligt i situationen, men heldigvis ingen uoprettelig skade og en ny propel er allerede bestilt.

Dagens række af små ”episoder” var nok et tegn til at stoppe fiskeriet og kursen blev atter sat mod havn. Selvom jeg havde smidt en fantastisk fisk, så var smilet alligevel ganske bredt da jeg kørte hjem. De to påskedage havde med 27 sandarter i båden givet mig masser at arbejde videre med, i mine bestræbelser på at blive ”selvforsynende” med gummiagn. Mere om denne opstart findes allerede her og på Instagram under #LarsenLures
20 grams Mieko Predator Light jighead og "No.7" plantet i kæften på en påskesandart

søndag den 22. september 2013

Efterårets første meter gedder

Efteråret er for alvor ved at indfinde sig, grejet er ved at blive tunet og gjort klar til at geddesæsonen for 2013 går i gang, i takt med de faldende temperaturer.
Der har på det sidste, ikke været tid til så meget fiskeri som ønsket, men et par ture er det dog blevet
til.

Jeg havde Jakob med på en sø, han ikke havde fisket på i ca.10 år, en sø der gennem de sidste par uger har fisket ret godt på det lave vand, så forventningerne var store til dagens fiskeri.

Om det var det lavtryk der huserede over landet, der gjorde at gedderne slet ikke ville lege med, skal jeg ikke kunne sige. Men hverken Jerk eller dørgefiskeriet levede op til dagens forventninger. Det blev kun til en håndfuld fisk, selvom der blev fisket både dybt og lavt og alverdens grej blev hevet op af grejkasserne..
Vi valgte derfor at slå over i en gang vertical fiskeri efter sandarter, og de var heldigvis mere hugvillige end gedderne.
Det lykkedes os at lande 9 stykker på ret kort tid, ingen kæmper men de lå alle omkring de 2 kg.

Mellem sandarterne var der pludselig et godt hug på jiggen som kunne få stangtoppen ned mod overfladen. Efter en kort fight på de 6-7 meter vand kom gedden til overfladen, og Jakob fik den i nettet og den blev sendt retur efter en hurtig vejning og fotografering.


7.2 kg og 104 cm


2+ kg sand der faldt for en 7" Fin`s i farven Mahi Mahi

En kort tur efter arbejde et par dage tidligere, gav ikke så mange sandarter som håbet, men det gav dog en bonus gedde på plus meteren som kunne bringe smilet lidt frem efter en sjov fight på en ellers svær dag.

7.25 kg
Der vil inden længe komme et indlæg. der omhandler lidt af det nye grej jeg har indkøbt til efterårets geddesæson, der vil  blandt andet stå lidt om de valg jeg har gjort af stænger og hjul.

tirsdag den 6. august 2013

Sommerferiefiskeri 2013

Så er ferien gået på held og arbejdet kalder igen insisterende på opmærksomhed. Det har dog været en super sommer og hvis man ser bort fra familieferien i Italien, så har den forgangne måned budt på rigtig mange fisketure.Ferien bliver imidlertid ikke husket for endeløse rækker af storfisk, men derimod mange gode ture med familien, hvor hyggen var i højsædet. Herunder et lille potpurri af sommerens oplevelser:

Et par medeture til mosen har resulteret i en række fine små karper
Nanna med fin lille skæller

Gustav genudsætter en lille fighter
Gustav er efterhånden ved at have styr på at fighte fiskene selv
Louise med hendes første 100% selvfangede sandart

Far og søn når det er bedst

Fra en kort solotur

Det store smil fremme - fordi det nye lod leverer varen. Mere om det senere!

En af de fisk, der aldrig kom på land. En fin bækker fra den lokale å. Jeg har dog en aftale med den, når vandstanden stiger igen :)


mandag den 24. juni 2013

Blæs på søen

Igen igen igen var der alt for meget blæs på til, at kunne lave en fornuftig omgang pelagisk fiskeri.
Det blev kun til en halv time med forsøg på at ramme de ekkoer, der blev loddet over de dybe områder på søen.
Jeg indså dog at det var komplet umuligt at holde båden over jiggen og ekkoerne, så måtte igen ty til ankeret og det bundnære fiskeri.

Kom op på det 2 cifrede antal idag men det holdte hårdt. Der måtte besøges mange grunde og kæmpes imod vinden, der drejede flere gange så havde konstant modvind.

Håber at jeg kan ramme et par dage med godt vejr, til en gang fritvandsfiskeri inden turen går til USA.

Har søgt højt og lavt på nettet for grej og fiskesteder, alle de steder der skal besøges derovre.
Priserne på grej er tilsyneladende lidt mere fordelagtige end herhjemme, så håber at komme hjem med en masse lækkerier.
Har allerede et par hjul og stænger i sigtekornet, men er spændt på hvad der ellers dukker op, når først man står i de kæmpe grejforretninger, der nu en gang findes i USA.
Hvis der er nogen af jer grejnø.... entusiaster der har forslag eller kendskab til noget grej/butikker (eller fiskesteder) jeg skal holde et ekstra vågent øje til derovre, så giv endelig lyd.
De byer rejsen går til er bla. New York, Los Angeles, Las Vegas og San Fransisco og af national parker skal vi i Yosemite, Zion, Yellow Stone, Grand Canyon og Sequoia.
Satser stærkt på at der også er tid til at få fisket lidt, der er lidt luft i programmet, så det burde være muligt at passe ind.
Det ville være fedt at kunne sætte et kryds ud for et par arter, som ikke findes i vores vande herhjemme.




torsdag den 20. juni 2013

Frivands fiskeri

Efter den korte tur forleden måtte jeg bare af sted igen.
Kærestens eksamenslæsning muliggøre i øjeblikket en masse fisketid, så det er bare med at slå til.
Vejret var stadig ikke det allerbedste men der måtte bare forsøges med en omgang pelagisk fiskeri.
Var ude og forsøge mig lidt på den ellers så produktive grund fra dagen forinden, desværre stod fiskene dog mest bundnært, og det lykkedes derfor kun at få overlistet et par stykker på almindeligt bund dunkeri.
Måtte søge en del efter fiskene og var desværre nødsaget til at droppe anker et par gange.
Men netop for anker den ene gang, blev der ved med at stå fisk oppe i vandet, både 4 og 8 meter oppe over 12 meter vand, så pendlede lidt op og ned med jiggen mellem ekkoerne.
Da den ene fisk på de 4 meter vand blev afløst af en ny længere nede på loddet blev der givet line, stoppede jiggen ca. 2 meter over ekkoet, og resultatet udeblev heller ikke, den steg resolut de 2 meter og indhalerede agnen.
Ingen kæmpe fisk men det er altid en fed følelse når det lykkedes, og man kan følge fiskeriet på ekkoloddet.
Dagens tal endte på 23 stk hvor det kun lykkedes at snuppe de 2 af dem på det pelagiske.


Det var en 7" Fin S i farven Mahi Mahi denne Gös ikke kunne stå for

onsdag den 19. juni 2013

Sviptur til gössøen

Mandag blev der lige mulighed for et kort morgenpass i det mest fantastiske sommervejr. Ikke en vind rørte sig og der var sol fra en næsten skyfri himmel. Med andre ord var der oplagte forhold, til at få trænet de pelagiske kompetencer. Der var rigtig langt mellem de helt store ekkoer og der var desværre endnu længere mellem de fisk, som viste interesse for jiggen. Efter et par timer, hvor kun to sandfisk i beskeden størrelse havde ladet sig overliste måtte der sadles om. Det traditionelle bundfiskeri viste sig også langt mere effektivt, omend det heller ikke gav andet end den størrelse sandfisk, som der er rigtig mange af!

Dagens bedste af de 11 fisk

Torden og lynild

Forenings arbejdet kaldte, der var både der skulle efterses, bro der skulle laves og en masse andet forfaldende arbejde.
Derfor havde Morten og jeg alligevel smidt vertikalgrejet ind i bilen i håb om at vi kunne nå ud og se om Sandfiskene var bidelystene.

Det nåede at blive godt hen ad eftermiddagen da vi stævnede ud, desværre var vinden taget en del til i løbet af dagen så vi måtte indse at den ellers planlagte omgang prikskydning måtte ændres til en gang almindeligt vertikalfiskeri.

Da vi rundende den første grund kunne vi på toppen se at der stod masser af fine ekkoer.
Men var det nu også de rigtigt ekkoer?
Jeg fik sendt jiggen af sted mod bunden på 9 meter vand, og havde ikke nøkket andet end 3 gange før den første sandfisk brutalt havde indhaleret Fin s`en..





Grundet det alt for blæsende vejr, besluttede vi at smide ankeret i og ligge os på toppen af grunden.
I jævn tempo kom sandarterne ombord, og da vi nåede de 13 stk besluttede vi at prøve næste grund.
Vel ankommet til den næste grund et par hundrede meter væk kunne vi dog godt se at vejret trak sammen. Vi nåede da også kun en enkelt sandart mere før vinden drejede 180 grader og regnen begyndte at piske ned fra himmelen , sammen med lyn og torden.
Længe siden jeg har hevet så meget i et sæt årer som jeg gjorde denne dag.
Ind kom vi dog, våde men tilfredse med dagens korte men ganske givende fiskeri.

mandag den 17. juni 2013

Vertikal sandart debut

Da vi i vores fiskeri ofte må ty til foreningsbåde er elmotorer en virkelig rar ting at have, især en front monteret en af slagsen.
På vores alubåd har vi monteret elmotoren på et såkaldt release bracket, og vi stod og manglede et par  ekstra af disse beslag til at montere på foreningsbådene, men da resten af bestyrelsen ikke var helt så stemte som jeg var angående disse, lidt halvdyre beslag var gode råd dyre.
Selv købe et ekstra og lave en halv løsning med skruetvinger og spænde det på hver gang man skal ud eller selv få fabrikeret nogle.
Lige der kom Klaus ind i billedet, idet at han havde forbindelserne i orden, både til materialer og en Cnc maskine der kunne lave de ønskede beslag.

Havde som tak for det fine stykke arbejde, lovet Klaus at han skulle have sat kryds ved sandarten, som endnu ikke havde været for enden af hans line.

Vi mødtes ved søen kl 06.00 og fik stævnet ud over søen, der desværre ikke lå helt så stille hen, som vejrudsigten havde lovet.
Men det var fuld af optimisme at stængerne blev gjort klar og kursen blev sat mod dagens første spot.
Sandfiskene var dog umiddelbart ikke hjemme, kun et par gedder og alt for mange aborrer var oppe og vende.
Efter et stykke tid og lidt søgen i området lykkedes det endelig at finde stedet hvor de var hjemme, og oven i købet i stor stil.

Klaus fik hurtigt flair for vertikalgrejet samt teknikken og kunne således noteres for 14 ud af 26  sandarter der var oppe og vende denne dag.


Nyslået vertikal fisker
 
En ældre slidt sø aborre på 47 cm og plus kiloet


En stor tak for hjælpen Klaus, næste gang går vi efter de store ;)

onsdag den 5. juni 2013

Vertikal grundlovsdag

Vi havde i dag mulighed for at samle teamet et par timer og det skulle naturligvis udnyttes. Hr. Jæger havde faktisk slet ikke været ude efter præmieren, så det var mange gode grunde til at tage en kort morgentur på denne flotte solskinsdag.

Vi stævnede ud samtidig med, at solen begyndte at varme på morgendisen og på dagens første plads, nappede vi begge en sandart i første nedfiring - bedre start på dagen kunne vi da ikke bede om! Flere fisk kom på lynvisit i båden, men som på præmieredagen, kneb det gevaldigt med størrelsen på de sultne arter. Andre områder blev opsøgt, men det var som om at de yngre årgange dominerede bunden fuldstændigt!

Sidst på formiddagen blev buen dog spændt godt op og en kampglad sommergedde, kom til at stå som den bedste fangst blandt vores utallige små sandfisk. Desværre pådrog Hr. Gedde-Jæger sig en seriøs flænge i pegefingeren, da han beredvilligt skulle hjælpe til med håndteringen af gedden.
7,1 kg og 101 cm

Med udsigten til en rimelig stabil vejruge vil vi sikkert snart være at finde på søen igen :)



søndag den 2. juni 2013

Ild, sand og vand!

Efter en lang, lang måned, hvor sandarterne har fået ro og fred til at føre generationerne videre, blev det endelig d. 1. juni og tid til at genoptage det underholdende vertikalfiskeri. Allerede på vej til søen kunne jeg dog se, at jeg nok måtte udsætte fiskeriet lidt. Mørke og tunge skyer var nemlig samlet omkring søen og jævnligt blev den brogede himmel oplyst af lyn. Grejet blev lagt i båden, men jeg måtte bruge en ufrivillig time i bilen, alt imens regnen piskede ned akkompagneret af bulder og brag. At bevæge sig ud på åbent vand midt i dette uvejr ville ikke være fornuftigt!
 
Da uvejret fortrak og solen tittede frem var jeg hurtigt på vandet og jagten på en præmieresandart kunne omsider begynde. Lidt leden og søgen gav pludselig pote og selvom det var en mindre fisk, så er det nu noget ganske særligt at sidde med en sandart i favnen på præmieredagen. Området blev finkæmmet og et par sandfisk mere lod sig overliste af FinS'n.

På vej til den næste plads, dumpede jeg min jig ned til et fornuftigt udseende ekko i frivandet. På loddet kunne jeg se, at jiggen blev svømmet i møde og efterfølgende inhaleret i et hårdt hug. Et kort øjeblik troede jeg at nu var den helt rigtige gös blevet prikket, men et hurtigt sidelæns udløb afslørede desværre, at der "blot" var tale om en sulten gedde på knapt 6 kg.
 
Dagens sidste plads blev søgt igennem med loddet og der blev hilst på lidt flere arter. Da jeg havde en aftale ved middagstid blev kursen lagt hjemover og jeg kunne glæde mig over en hyggelig præmieremorgen med 16 sandarter i båden. 

fredag den 3. maj 2013

Forrygende geddepremiere og fed afslutning på sandarten:)

Så blev det endelig 1. Maj, og traditionen tro skulle der jo fiskes igennem.
Vi råder over en mindre sø i en grusgrav som indeholder en sund bestand af gedder, det plejer at være netop denne sø som vi altid starter geddesæsonen i.
Dette år valgte vi dog at sadle om og satse på en af de større danske søer, et sats som viste sig at vi ikke kom til at fortryde.

Jeg mødtes med Morten kl. 05.30 og båden blev læsset med motorer og alt hvad der hører til af grej på sådan en premiere, man må jo ikke gå ned på grej på denne vigtige dag.
Vi startede dagen med at sætte agnfiskene og der gik ikke længe før der var bud efter dem og
Morten fik hurtigt sat krogsættet i dagens første fisk over meteren, en god start på dagen.

7.2 kg og 103 cm
 
Vi havde ikke sejlet langt før der gik endnu et flåd og denne gang var det en 35 cm Rimte der var blevet indhaleret.
Var hurtigt over stangen og et kontant modhug blev givet, fast fisk, og denne gik tungt.
Nettet blev gjort klar og fik presset den mod overfladen, den tog et par fine udløb.
Efter en 5 minutters fight fik vi kanet den sikkert over netrammen og vi kunne se at den lugtede af en 10+.
Vægten og målebåndet blev fundet frem igen og lagt fisken i vejeslyngen, vægten sagde 10.4 kg med en længde på 116 cm.
Turen var allerede hjemme.

10.4 kg og 116 cm


Men det stoppede slet ikke der, flere gedder på 5 og 6 kg fulgte trop plus et par mindre, da der igen var bud efter en af de større agn, denne gang pressede den vægten op på 9.5 kg.


9.5 kg og 113 cm
 
Vi besluttede os for at ankre op og give kastefiskeriet en chance.
Det lykkedes hurtigt at kroge en fin fisk på en stor jigg, den nåede kun lige at komme indenbords da der gik et flåd og endnu en gedde måtte overgive sig. Disse 2 fisk var næsten identiske med længder på 108 cm og 109 cm.
Som dagen skred frem kunne vi notere os for ca. 35 gedder med 5 stk over meteren.
Vi besluttede derfor at søge havn igen og kalde denne 1. Maj for godkendt.

 8.2 kg og 108 cm & 8.5 kg og 109 cm



    Sandart Bonanza!!!

Dagene op til premieren var det dog en anden fisk der stod for skud, nemlig sandarten som skulle have et shot inden den forstående fredning.
Har haft flere ture med Andrè hvor det bare ikke rigtigt spillede, jiggene blev totalt ignoreret, både på det normale bund dunkeri og det pelagiske spillede heller ikke rigtigt.
Der var ingen nulbonner men noget måtte der ske, så et skift af fiskevand blev planlagt.
Vi lagde vores lid til en sø vi først startede at fiske sandarter på sidste år, derfor havde vi ikke de store erfaringer med dette vand men det lykkedes os rimeligt hurtigt at finde et område hvor de stod ret koncentreret.
Der var bid med det samme vi ramte pladsen, sandarterne var virkelig hugvillige.
Flere gange var der dobbelthug, og smed man en var det straks en anden der overtog jiggen.
Det er efterhånden længe siden vi har oplevet dem i det humør så det var tiltrængt.
Hele 64 af de kære arter havde vi oppe og vende, ingen kæmper men et sindsygt underholdende fiskeri..
Nu får de lige fred en måneds tid, og så kan tiden jo lige så godt bruges på gedderne.


Andrè med en fin gennemsnits fisk
 
 

en mindre art der har været en tur i kødhakkeren
 

En stor tak til Morten og Andrè for et par super hyggelige dage på vandet, håber snart vi kan gentage succesen.

mandag den 22. april 2013

Juniortur og juniorsandart


En fisketur havde længe stået højt på ønskesedlen hos Gustav, der netop er fyldt fyldt fire år. Hele lørdagen var desuden afsat til far/søn projektor i forvejen, så det var naturligvis oplagt at starte dagen med en fisketur.

Set i bakspejlet, så skulle vi nok have startet med at lave bål og bage snobrød, for det var godt nok en kold fornøjelse da vi stævnede ud over søen. Fremme ved fiskepladsen var optimismen dog helt i top hos Gustav og efter blot fem minutter fortæller han begejstret at der fisk på! Fisken har helt sikkert hugget pelagisk, for jiggen havde ikke meget kontant med bunden!

 
Med lidt medhjælp fra farmanden lykkedes det at lande den lille juniorsandart på 51 cm. Gustav var pavestolt af sin første sandart og den blev derfor også returneret noget modvilligt.


Resten af turen var en blæsende affære og efter landgang i skoven med madpakkerne, så valgte vi at sejle hjem til hygge og røverhistorier i haven.

lørdag den 13. april 2013

Lockout og sandfisk

Som lockoutet lærer er der pludselig blevet en ufrivillig pause fra arbejdet. Således har der også været plads til et par uventede ture på søerne i den sidste tid. Det meste af denne uge har været brugt på et nyt vand, som skulle indeholde meget få, men tilgengæld ganske vægtige sandarter. Desværre har jeg ikke kunnet lokke nogen til hug endnu, men det skal nok komme...

I går valgte jeg så at holde en pause fra det nye vand og derimod fiske på et af de sikre kort. Kortet var dog knapt så sikkert lige i denne omgang og der skulle VIRKELIG kæmpes for at skabe interesse for mine jigs og Vectra-fiskede skaller. Fiskene var ellers nemme at lodde - både ved bunden og pelagisk, men der var ikke rigtig system i de få fisk, der trods alt lod sig overliste.

Denne fisk huggede under en kort opklaring i det tågede vejr.

Michael overtog båden ved middagstid og kunne senere berette om samme mønster - mange fisk på loddet, men alt for få i båden.

Næste uge byder på nye udfordringer både med lockout og fiskeri. Det efterhånden nok nemmere at fange en pelagisk sandart over 7 kilo end af få KL til at samarbejde med DLF! Et godt samarbejde kan dog spores hos Hansen og Hansen Junior - tjek lige den flotte sandart her hos TTL.

mandag den 8. april 2013

Noch einmal

Efter sådan en lang vinter, kan man bare ikke få nok - vi MÅTTE derfor bare ud igen i dag! Solen bagte godt fra en næsten skyfri himmel og vinden var ganske svag. Med andre ord, så er foråret virkelig over os.


Fiskene fandt vi også. De stod spredt og underligt nok ikke på alle de pladser, som leverede i forgårs. Bedste dybde synes helt klart at være 8-10 meter. Vi så dem også stå en del dybere, men erfaringsmæssigt er de dog ikke nemme at genudsætte, hvis de bliver hevet op fra mere end 11-12 meter vand.


I dag havde vi også medbragt agnfisk, så vi kunne forsøge os med Vectra Vertical og almindelige Fireballs. Umiddelbart oplevede vi ikke nogen forskel på de to varianter, men fordelene ved at kunne låse agnfisken fast i en Vectra Vertikal er bestemt til at få øje på


Vi sluttede eftermiddagen af med at runde en forårsplads, som tidligere har leveret godt. Her kunne vi godt ønske at vi havde startet, for fiskene stod virkelig massivt!


Vejudsigten melder om fortsat mildt vejr, omend det bliver lidt blæsende. Vi håber under alle omstændigheder snart at komme ud på vandet igen:)

søndag den 7. april 2013

Vertikal sæsondebut

ENDELIG!

Vi har i virkelig lang tid glædet os til, at isen skulle slippe sit tag på søen, så vi kunne komme ud og lufte teamets båd i jagten på et de vertikale sandfisk. Båden har i øvrigt gennemgået et par små indgreb og "upgrades" i løbet af vinteren, som vi ved samme lejlighed kunne teste af.

Vi fik dog først søsat båden om eftermiddagen og kunne ved samme lejlighed se, at de gæve fyre fra Team Lucio også var ude og drille sandarterne - en sludder med dem en time senere, afslørede at de havde haft rigtig god succes med fireballs.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at de fisk vi fandt, ikke var synderligt interesserede i gummiet. Der skulle således slides en del, inden vi dog fik gang i et fornuftigt fiskeri, toppet af rognfyldt tøs på 3,52 kg.

Nappet på en Ripple Minnow...

Vi håber at den kommende uge vil give plads til en tur eller to mere, så vi kan komme ud og jage de forjettede fisk, og så vil vi helt sikkert forsøge os med skaller eller horker som agn.

onsdag den 19. december 2012

Slipsedreng?

Hr. Jæger har på det seneste vist vejen frem med en fin serie anstændige gedder på sine ture. Således ville jeg også gerne selv i kontakt med madammerne i dag. Hele formiddagen blev dog brugt på at jagte sandfisk med vertikalgrejet og fireballmonterede løjer. Det var dog kun er stribe mindre aborrer, der var med på julelegen.
  Lidt bedre gik det over middag, da der blev trukket rundt med et velopdækket julebord, bestående af forførende Alien Eels fisket i den nederste del af vandsøjlen. Størrelsen på gedderne var dog i den ende jeg er suveræn god til - SLIPS! Håber at turen i morgen vil bringe mig lidt videre end slipsestadiet :)


torsdag den 6. december 2012

Årets måske sidste vertikal tur

Grundet meget at se til kommer indlægget fra fredagens fiskeri først nu.

Mødtes med Henrik kl 7:30 ved søen, jagten denne dag skulle være en ren vertikal tur.
Vi fik læsset båden med masser af gummi, ekkoloder og et par stænger, ganske let oppakning for en gang skyld. Vi fik afsøgt et par pladser i det område, som vi havde mistanke om at der stod fisk, det gjorde der også men desværre var der lidt langt i mellem snapsene. 10 stk sandfisk og et par mindre gedder var en tur oppe og vende i båden inden, at Henrik desværre måtte sættes i land igen ved middags tid, da han havde andre planer.

3 kg`s


Dette gjorde plads til Morten Kantsø i båden. Det kom dog hurtigt til at dreje sig om andet end sandfisk, idet at Peter Hansen fra teamtightline.blogspot.dk kom forbi med en gedde i den gode ende af skalaen. Peter havde dørget rundt i området, da det lykkedes ham at kroge en stor madamme på hele 117 cm og 13.55 kg og ville assisteres med vejning og fotografering. Et dejligt syn at se sådan en stor fisk blive returneret i sit rette element igen.
 
Stort tillykke til Peter
 
 
Efter genudsætningen var der lige tid til en hurtig tillykke pilsner. Peter mente at han havde opbrugt kvoten for denne dag og vendte snuden hjemad igen.
Morten og jeg søgte dernæst nye grunde og fandt også ret hurtigt et par fine ekkoer, endda også et par hugvillige fisk. Et par arter på 3 kg og en enkelt der sneg sig op på 3.81 kg som dagens største.
 

En art der faldt for en Hairy Mary


Dagens største
 
 
Jeg takker drengene for endnu en hyggelig tur på vandet. Vi håber på at komme på vandet igen i weekenden, hvis altså ikke at Kong vinter får lagt låg på alle søerne.


torsdag den 15. november 2012

Talentshow?!

I dag havde jeg fornøjelsen af at have Lasse Højrup med på hans første tur efter de vertikale sandfisk - ja faktisk sandfisk i det hele taget! Lyder navnet "Højrup " i øvrigt bekendt, så er det måske fordi du har læst Lasse og brormand Jeppe Højrups skriverier i Fiskeavisen, hvor de bestyrer de "Ferske sider".
  Lasse blev samlet op på stationen og da vi havde smidt båden i vandet, fik vi en kort snak om, hvordan fiskeriet skulle gribes an i praksis. Vi stævnede i øvrigt ud samtidig med Hr. Howald og Lucio-drengene. I den forbindelse skal der rettes en stor tak til Hr. Myling, der meget venligt sponsorede en hel pose løjer :)
  Netop denne pose løjer, skulle senere vise sig af have afgørende betydning for udfaldet af dagens fiskeri.

Vectra Vertikal spændt op til lir!
De første par pladser blev banket igennem med jigs, men vi kunne absolut ikke skabe interesse med vores agn, til trods for at ekkoloddet afslørede, at vi fiskede det rigtige sted. Posen med løjer blev derfor åbnet og et par Vectra'er blev ladt med de små agnfisk. Næsten med det samme fik jeg en mindre art og troen på fiskeriet fik lige et godt nøk op igen. Herefter gik der ikke længe før Lasse fandt melodien og fik et par hurtige fisk i kilos klassen. Skønt at se det smil, der breder sig, når der bliver landet en ny art til listen!

Nyslået pibejæger!
Selv var jeg lidt mere "tilbageholdende" og nappede kun enkelt mere - den skulle dog også vise sig at blive dagens største:)
Vectraen leverer big time!
Lasse fiskede som en ren superstar og rundede turen godt og grundigt af! Hele fem vertikale sandarter fik han kranet på de få timer vi var afsted. Faktisk må man sige at han stoppede på toppen med en perfekt skåret fisk på 3,2 kg!

Mr. Lasse Højrup - U got talent!
Håber vi kan gøre hinanden selskab en anden gang, for det var virkelig en sand fornøjelse at fiske med dig!

tirsdag den 13. november 2012

Kold formiddag med båden

Det skulle vise sig at blive en rigtig kold fornøjelse at tage på søen her i formiddags. Det er naturligvis intet at regne mod den nordligste del af Sverige, hvor de første gedder over 10 kilo er landet - fra ISEN!
  Sandarterne var heller ikke synderligt interesserede i mine jigs og det lykkedes således også kun at lande en god håndfuld.

Dagens bedste nappet på en Ripple Minnow
Noget der tilgengæld kunne give varmen var gårsdagens opmærksomhed fra FishEco+. Det er da fantastisk at kunne skabe lidt interesse fra nyhedssiden, som ellers primært skildrer Svensk og til dels Norsk stof.

FishEco+ bliver dagligt tjekket - her ofte masser af vertikalberetninger!
Tilbage på søen mødte jeg i øvrigt Hr. Howald og Helveg, der var ude og motionere de helt store gummikreationer i jagten på en fed efterårsgedde - de havde lige tid til en lille hyggelig sludder og minsandten om ikke de havde fået fisk ;)

Howald og Helveg - vi ses!