søndag den 22. september 2013

Efterårets første meter gedder

Efteråret er for alvor ved at indfinde sig, grejet er ved at blive tunet og gjort klar til at geddesæsonen for 2013 går i gang, i takt med de faldende temperaturer.
Der har på det sidste, ikke været tid til så meget fiskeri som ønsket, men et par ture er det dog blevet
til.

Jeg havde Jakob med på en sø, han ikke havde fisket på i ca.10 år, en sø der gennem de sidste par uger har fisket ret godt på det lave vand, så forventningerne var store til dagens fiskeri.

Om det var det lavtryk der huserede over landet, der gjorde at gedderne slet ikke ville lege med, skal jeg ikke kunne sige. Men hverken Jerk eller dørgefiskeriet levede op til dagens forventninger. Det blev kun til en håndfuld fisk, selvom der blev fisket både dybt og lavt og alverdens grej blev hevet op af grejkasserne..
Vi valgte derfor at slå over i en gang vertical fiskeri efter sandarter, og de var heldigvis mere hugvillige end gedderne.
Det lykkedes os at lande 9 stykker på ret kort tid, ingen kæmper men de lå alle omkring de 2 kg.

Mellem sandarterne var der pludselig et godt hug på jiggen som kunne få stangtoppen ned mod overfladen. Efter en kort fight på de 6-7 meter vand kom gedden til overfladen, og Jakob fik den i nettet og den blev sendt retur efter en hurtig vejning og fotografering.


7.2 kg og 104 cm


2+ kg sand der faldt for en 7" Fin`s i farven Mahi Mahi

En kort tur efter arbejde et par dage tidligere, gav ikke så mange sandarter som håbet, men det gav dog en bonus gedde på plus meteren som kunne bringe smilet lidt frem efter en sjov fight på en ellers svær dag.

7.25 kg
Der vil inden længe komme et indlæg. der omhandler lidt af det nye grej jeg har indkøbt til efterårets geddesæson, der vil  blandt andet stå lidt om de valg jeg har gjort af stænger og hjul.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar