søndag den 2. juni 2013

Ild, sand og vand!

Efter en lang, lang måned, hvor sandarterne har fået ro og fred til at føre generationerne videre, blev det endelig d. 1. juni og tid til at genoptage det underholdende vertikalfiskeri. Allerede på vej til søen kunne jeg dog se, at jeg nok måtte udsætte fiskeriet lidt. Mørke og tunge skyer var nemlig samlet omkring søen og jævnligt blev den brogede himmel oplyst af lyn. Grejet blev lagt i båden, men jeg måtte bruge en ufrivillig time i bilen, alt imens regnen piskede ned akkompagneret af bulder og brag. At bevæge sig ud på åbent vand midt i dette uvejr ville ikke være fornuftigt!
 
Da uvejret fortrak og solen tittede frem var jeg hurtigt på vandet og jagten på en præmieresandart kunne omsider begynde. Lidt leden og søgen gav pludselig pote og selvom det var en mindre fisk, så er det nu noget ganske særligt at sidde med en sandart i favnen på præmieredagen. Området blev finkæmmet og et par sandfisk mere lod sig overliste af FinS'n.

På vej til den næste plads, dumpede jeg min jig ned til et fornuftigt udseende ekko i frivandet. På loddet kunne jeg se, at jiggen blev svømmet i møde og efterfølgende inhaleret i et hårdt hug. Et kort øjeblik troede jeg at nu var den helt rigtige gös blevet prikket, men et hurtigt sidelæns udløb afslørede desværre, at der "blot" var tale om en sulten gedde på knapt 6 kg.
 
Dagens sidste plads blev søgt igennem med loddet og der blev hilst på lidt flere arter. Da jeg havde en aftale ved middagstid blev kursen lagt hjemover og jeg kunne glæde mig over en hyggelig præmieremorgen med 16 sandarter i båden. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar