tirsdag den 5. juni 2012

10" agn - så langt, så godt?

Gennem sidste efterår og ikke mindst dette forår, har der været utrolig meget hype omkring størrelsen på jigs til vertikalfiskeriet - særligt til det pelagiske vertikalfiskeri. Tendensen mod de længere agn har været tydelig og selvom vi her i teamet har fisket med 7" i lang tid, så har vi nu også forsøgt os med opskaleringen til de 10".


Måske er de største sandarter lettere at lokke til det forløsende hug ved at præsentere dem for en ordentlig godbid i form af 10", i forhold til at skulle tirre dem til hug med en mindre, men måske mere livlig agn i halv størrelse? Mange positive erfaringer fra især Sverige, har i hvert fald fået os til at give de store agn en seriøs chance i denne sæson.




Teamets allround favoritagn; LunkerCitys FinS findes i 2½", 4", 5", 5 3/4", 7" og så endeligt 10"


Når der anvendes agn på over 25 cm, så bør man også gøre sig nogle overvejelser omkring optimal placering af stingerkroge. Disse overvejelser bringer således også en gammel diskussion på banen igen: tager sandarten agnen fra hovedet, halen eller over ryggen? Søger man svar i den gængse lekture for rovfisk, så er der meget delte meninger om den sag, Derfor har vi forsøgt at gøre vores egne erfaringer ved at observere sandarter i vores palletank og akvarie, I disse kunstige rammer har forsøgsskallerne altid været taget hen over ryggen, hvilket animerer til en stingerplacering cirka på midten af de lange agn. Imidlertid har vi ofte oplevet at sandarterne kun har været særdeles yderligt kroget på de haleplacerede stingere i 7" agn. En krogning, hvor man tænker, at hvis ikke der havde været en stinger her, så havde der heller ikke været landet en fisk. Derfor har vi valgt at gå med livrem og seler - vi fisker derfor både med hale- og midterplaceret stingerkroge på vores 10" agn. Vi håber at vores undervandskamera vil kaste mere klarhed over hugpunkt og efterfølgende optimeret stingerplacering.



Ved gårsdagens aftenfiskeri var alle sandarterne kroget på den midterste stingerkrog. I øvrigt må vi afvise devisen der lyder: stor agn - stor fisk! Flere af sandarterne var nemlig kun lige over 30 cm, altså kun en sjat længere end den føde de jagter!



Grådig art!

1 kommentar:

  1. Rigtig godt indlæg! Fedt at høre andres erfaringer med de store jigs og hvordan de skal rigges. Jeg har mest brugt en enkelt stinger i str.1 da de ofte banker hårdt til de store jigs og kører dem helt i skuffen. Har indkøbt et par Big Hammer 9' til sæsonen, de bliver spændende at prøve.

    SvarSlet