fredag den 28. marts 2014

16 Gedder og en tepotte!!!!

Forleden stod det i geddens tegn, jeg har adgang til 4 moser i et jagt konsortie, og i og med at det er et konsortie er det ikke et sted man bare kan komme og gå som man lyster, desværre.
Havde et par dage tidligere clearet det med Jægeren der står for stedet, og slog derfor på tråden til Henrik for at høre om han var frisk, det var han.

Henrik har ikke været med her før så han var spændt på hvad dagen skulle bringe. Vi satte båden i vandet og sejlede ud til det første planlagte spot for dagen, desværre var der en del vind og den lette enkeltskrogede jolle var ikke nem at styre, så plan A som hed dørg med agnfisk, blev droppet til fordel for Jerk og spin.
Det gav hurtigt pote med et par fisk op til de ca. 5 kg. Desværre var der ikke rigtigt gang i den efter dem, så vi smed båden på land igen og begav os ned til de mindre moser.

Monterede en Zig Zag jerkbait fra Quickbait for enden af line og tog et kast- 2 rul på Revoen og bang, fast fisk.
Fedt, et par hurtige skud med kameraet og fisken blev sendt retur. Tog igen et par kast og igen var der bid, og for at det ikke skal være løgn så blev det til i alt 3 gedder inden for 10 kast med den nye agn!!!

Underholdende fiskeri på de lette grej
 
 
Sagde så til Henrik at det nu var hans tur til at give det et forsøg, han havde i mellemtiden også monteret samme agn, dog i en anden farve. Minsandten om Henrik ikke gentog succesen med at tage en fisk i første kast! Ret vildt og det er der vist ingen af os der har prøvet før, han tog yderligere en mere inden for de næste par kast og derefter var den plads så også fisket grundigt af.


Gul mosegedde
 
Vi besluttede os for at gå videre til de næste par moser, de er temmelig bevoksede så det er ret begrænset fiskeri det blev til, det lykkedes os dog hurtigt at snuppe et par mindre gedder.

Vi satte båden i den mose der før var ret produktiv så vi mere effektivt kunne fiske den af.
Efter en serie mindre fisk besluttede jeg mig at montere en af de muskyspinnere jeg købte i USA, allerede i andet kast var der gevinst, den gik dybt og vuggende- lige som en rigtigt god fisk plejer at gøre. Henrik var da også hurtigt til at sige at der vist var brug for nettet til denne her.
Fik presset den til overfladen og blev noget overrasket da jeg så hvad der var på krogen- en tepotte! En gammel metal tepotte fyldt med mudder!!!
Skuffelsen vendte sig dog hurtigt til latter og vi fik nænsomt genudsat den igen, desværre uden et billed til at forevige det komiske øjeblik.


Der er ikke mange dage til fredningen begynder og gedderne får en måneds fred og ro til at reproducere sig, så grejet er gjort klar og uret ringer allerede om 4.5 time. Er spændt på hvad dagen bringer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar