Article Verticale

I november bragte Fiskeavisen en artikel om grundstenene i vertikal jigging, som undertegnede havde ladet udarbejde. Hvis ikke du allerede har læst artiklen, så er der her mulighed for at læse den i sin fulde længde.

Husk i øvrigt at følge med i Fiskeavisens Predator Cup, som er sponsoreret af Kineticfishing. Konkurrencen er benhård og deltagerne tæller blandt andre Peter Hansen fra Team Tight Lines, Mads Jyde fra Everything With Teeth, og endeligt Ulrik Nielsen og Thoke Wistoft.

Vertikal Jigging

Af: Henrik Larsen, Teamivertic.blogspot.com
Henselarsen(a)gmail.com

Båden glider stille gennem vandet, mens jeg nærmer mig foden af en af søens skrænter. Det er tidligt om morgenen, og solen har ikke rigtigt fået magt endnu. Øjnene er ufravigeligt fokuseret på ekkoloddets aftegninger af bund og dybde. Den ene hånd er klar til at frikoble spolen på multihjulet, og den anden styrer kursen med elmotoren.

Pludselig tikker det første gode ekko frem på skærmen. Båden bremses, og jiggen sendes ned i dybet til den intetanende sandart. Et nøk med stangspidsen efterfulgt af en pause og så et nøk igen – så mærker jeg suget fra en fisk, der hårdt og ukritisk har indtaget jiggen. Fighten er kort, men ganske intens, og på det lette grej får fisken virkelig lov til at spille med musklerne. Fisken bliver landet, krogen løsnet, og sandarten bliver sendt retur – endnu en god dag på søen har taget sin begyndelse.

Metoden hedder vertikal jigging og har vist sig hamrende effektiv til at overliste kræsne rovfisk med. Særligt er metoden henvendt til sandarterne, men både gedder og aborrer har det med at blande sig i fangsterne. De seneste par år har teknikken vundet større og større indpas her i landet, og inspirationen fra det kontinentale fiskeri er blevet finpudset og raffineret til skandinaviske forhold.

Det er bestemt heller ikke uden grund, at vertikal jigging finder flere og flere tilhængere. Den intensitet, der opstår, når man placerer en jig i øjenhøjde med en sandart, overstiger efter min mening langt den oplevelse, man kan have ved at fange den samme fisk på dørgefiskeri med skaller eller woblere. Her er der virkelig dømt actionpack og adrenalinkick!

I det følgende vil jeg forsøge at give mine bud på, hvordan du selv kan komme i gang med et succesfuldt vertikalfiskeri.

Hjul

Idet fiskeriet foregår vertikalt og dermed lige under fiskeren, kan du glemme alt om lange kast. Om end et mindre fastspolehjul kan anvendes, så er et multihjul klart at foretrække. Et multihjul med lav profil ligger utroligt tæt på klingen, hvilket tillader rigtig god føling med fiskeriet. Tillige findes der multihjul, som er udstyret med en såkaldt Twitchin-bar. Et tryk på denne Twitchin-bar svarer til at dreje rundt med håndtaget, og der kan dermed spinnes line ind med kun én hånd på hjul og stang. På den måde kan man både stramme linen op og håndtere motoren på samme tid – særdeles praktisk, når man fisker på kuperet søbund og hele tiden skal holde kontakten til bunden.

Den smarte twitchfunktion findes i flere kvaliteter, og i den sammenhæng må jeg klart anbefale et Viento fra Daiwa. Det er vel nærmest overflødigt at nævne, at hjulet, uanset type, bør være udstyret med en pålidelig bremse. Bremsen bør i øvrigt være indstillet relativt hårdt fra starten. Faktisk en del strammere end du måske umiddelbart plejer. Det er nemlig rigtig vigtigt, at modhugget er ganske kontant, og her hjælper en løst indstillet bremse ikke meget. Efter modhugget kan du altid regulere bremsetrykket, hvis du vurderer, at der er tale om en større eller blot meget aggressiv fisk – eksempelvis en gedde, der er meget hurtigere i udløbene end sandarten.

Daiwa Viento med Twitchin-bar og Butch Light med blotlagt klinge til lange- eller pegefinger.

Stang

Fiskeri med jigs bliver ofte forbundet med stænger med meget bløde toppe, der tillader at følge bevægelserne fra selv ganske lette jighoveder. Til det vertikale jigfiskeri må det imidlertid anbefales, at klingen ikke har en særlig blød top. Her må man hellere gå lidt på kompromis med ”sense” i forhold til at have noget rygrad, der for alvor kan sætte krogen i den relativt hårde mund på sandarten. Det er nemlig min erfaring, at for mange fisk når at stikke af, inden klingen fra en blød stang når at blive spændt op til kroghold efter modhugget.

Savage Gear har lavet to klinger, der egner sig fortrinligt til formålet. Den ene, Vertical Optimizer på 6 fod, håndterer jighoveder op til 30 gram og har en rimelig sensitiv top. En ganske udmærket stang, hvis man holder af at fiske med især lettere jighoveder op til max. 20 gram. Den anden, Butch Light, der, trods samme angivelse af kastevægt, udmærker sig ved at have en del mere rygrad. Der er dog stadig fin kontakt til agnen selv gennem den kontante klinge. Fælles for begge stænger er, at de på undersiden af det forreste håndtag har en lille udskæring, der tillader, at pegefingeren kan hvile direkte på klingen. Dette giver en fordelagtig følelse med bund og fisk, der hugger forsigtigt.

Forfang og hovedline

Til vertikalfiskeri kan det kun anbefales at anvende en spunden line. Helst så tynd som forholdene overhovedet tillader. Selv har jeg haft de bedste resultater med Strike Wire Vertical og Savage Gear Adrenaline Optic Braid – begge i 0,10 mm. Da vertikalfiskeriet udelukkende foregår fra båd og normalt i områder uden udfordrende snags, så kan man tillade sig denne relativt tynde linediameter. Den tynde line er en klar fordel, da linen skal overføre signalerne fra jiggens arbejde i dybden og op til stangen. Da Optic Braid’en er meget uelastisk, er det således let at mærke, om jiggen arbejder på blød eller hård bund. Og ligeså overføres selv meget forsigtige hug til stangen. Endelig udmærker linen sig ved at have en høj brudstyrke i forhold til linediameter og knuder.

Sandarten er udstyret med et par drabelige hjørnetænder, meget ru skæl og desuden skarpe finnestråler.  Derfor anvendes der et forfang på ca. 60-70 cm fluorocarbon. Forfanget sikrer desuden mod den slitage, som ellers opstår på hovedlinen, når der fiskes på bund med større sten og muslinger. Endvidere er du også garderet bedre, hvis en gedde skulle få smag for din jig. Hold tykkelsen på forfanget nede på 0,35-0,40 mm og gå kun op i diameter, hvis der er særlig mange gedder i farvandet.

Overgangen mellem hovedline og forfang bør bestå af en Albright- eller blodknude. Hvis du sammenføjer de to liner ved hjælp af en svirvel, så vil du opleve, at du ser svirvlen på ekkoloddet, hvilket kan være til stor frustration, når ekkoer fra svirvel blander sig med fisk. For enden af forfanget anvendes en lille hægte uden svirvel. Hægten monteres uden svirvel dels for at undgå, at svirvlen vækker unødig opsigt, og dels fordi den unødigt absorberer informationer om bund og hug. Hægten bør være af en type, så jighovedet ikke hæmmes i sin gang over bunden og låses fast i en unaturlig position.

Teknik/taktik

Man bør i sit fiskeri gøre op med sig selv, om man enten ønsker at imitere en fødefisk, som optræder naturligt under de givne omstændigheder (bl.a. under hensyn til aktivitetsniveau/jigbevægelser som en funktion af årstid og vandtemperatur), eller om man i stedet vil forsøge at få sin jig til at skille sig ud fra mængden af fødefisk – både hvad angår form, farve og bevægelsesmønster. Falder valget på førstnævnte taktik, så kan det anbefales at studere byttefiskene i deres rette element. I den forbindelse vil man lynhurtigt se, at eksempelvis skaller oftest bevæger sig meget stille rundt – altså ingen voldsomme bevægelser med jigstangen! Tværtimod er rolige og korte bevægelser, sitren og pauser noget, der erfaringsmæssigt giver god respons. Glem derfor ALT om store pirkebevægelser.

Fiskeriet kan nu grundlæggende gribes an på to forskellige måder. Hvis vinden tillader det, kan du på vanlig vis sejle langsomt rundt og afsøge områder, hvor du har en formodning om, at sandarten opholder sig. Eftersøgningen foregår med ekkoloddet, og her er det vigtigt at kunne reagere kvikt og præcist, når der dukker fisk op på skærmen. Hurtigt skal der slås bak, og jiggen skal sendes ned til fisken. Det kræver en del træning at koordinere bådens bevægelser, så jiggen kommer ned i nærheden af fisken, inden den igen er uden for ekkoloddets søgevinkel. Med lidt erfaring kan man efterhånden følge jiggen på ekkoloddet, fra man frikobler spolen, og til den når ned tæt på fisken. I den forbindelse kan det være godt at bremse jiggen med en tommelfinger på spolen den sidste meter, inden den når fisken. Alternativt risikerer man at skræmme fisken væk allerede inden, man er begyndt at lokke den til hug.

Den anden metode anvendes oftest, hvis vinden er lidt frisk, og der skal ledes meget for at finde fiskene. Metoden går under navnet ”backtrolling” og går ud på, at man sejler med hækken op mod vinden og bølgerne, mens der fiskes til fisk, som man først har lokaliseret med ekkoloddet. Ved at holde hækken op mod vinden, opnår man en kursfast og stabil sejllads, som man ikke kan gøre, hvis det er med stævnen først. Metoden har dog den ulempe, at det kan være en både våd og kold affære, når det blæser kraftigt, og bølgerne slår ind over hækken.

Fælles for begge metoder er, at selve fiskeriet foregår i et samspil, hvor agnens bevægelser fra stangen, motorens fart og kurs bliver koordineret med informationerne fra ekkoloddet. Det er nemlig vigtigt at kunne holde sig præcist over fisken for at kunne se dens reaktioner på agnen.

Hvis du har mulighed for at stille på ekkoloddets frekvens, så er 200 KHz et rigtig godt område at arbejde med. I dette område afsøges kun en meget spids kegle af vandsøjlen lige under båden. Til gengæld er aftegningen på ekkoloddet meget detaljeret, og du bør, hvis du fisker lige under transduceren, kunne se din agns bevægelser ganske tydeligt. Desuden forstærkes det kick, der udløses, når du kan se ekkoet fra en god sandart nærme sig din jig! Hugger den med det samme, eller skal der arbejdes kreativt og vedholdende, inden du mærker det ofte brutale hug, der for alvor giver udfordring på det lette og fintfølende udstyr?

Fra et koncentreret øjeblik i jagten på sandarten.

Har du hverken elmotor eller ekkolod til rådighed, så fortvivl ikke. Det kan faktisk godt lade sig gøre at fange sandarter på metoden alligevel. Du bør naturligvis forsøge dig frem i et område af søen, hvor du enten ved, at sandarten holder til eller har en formodning om, at den kan opholde sig. Herefter kan du drive med vinden og så fiske dig hen over det udvalgte område. Grundet vinkelen mellem agn og fisker kaldes metoden ”diagonal” og kan godt være effektiv, hvis man går lidt systematisk til værks. Fanger du fisk, så kast gerne en markør ud på stedet, så du har et fixpunkt at vende tilbage til. Har du nemlig først fundet frem til fiskene, så er der oftest flere lige i området.

Sæson

Fiskeriet efter sandarter forbindes stadig af mange med en omgang natteroderi. Når det gælder vertikal jigging, så kan du imidlertid godt lade pandelampen blive hjemme. Metoden lader sig nemlig bedst praktisere i døgnets lyse timer. Som ved fiskeri efter andre arter, så har sandarten dog også sine hugperioder. Fortvivl derfor ikke, hvis du på ekkoloddet kan se, at dine agn bliver ignoreret gang på gang. Lad fiskene få en pause og vend tilbage til området senere på dagen og giv dem et nyt forsøg. Ikke sjældent er det sket, at fiskeløse timer pludselig er blevet afbrudt af en intens hugperiode på omkring en times tid for derefter at ebbe helt ud igen. Sandarterne er fyldt med lune, og vejret kan absolut også forstærke denne tendens. Særligt kan lufttrykket have en negativ indflydelse på sandartens ædehumør. Er der for store udsving i HPa over en periode på få dage, så er fiskeriet ofte meget ringe. Har lufttrykket derimod været relativt stabilt i en periode, så udløser det normalt også bedre respons fra fiskene.

Årstiden eller måske rettere vandtemperaturen har også en væsentlig indflydelse på fiskeriets gang. Vintermånederne må betegnes som de absolut sværeste måneder at vertikalfiske. Fiskene står meget tæt på bunden og kan nogle gange være svære at se på ekkoloddet. Der skal fiskes med meget små bevægelser og meget lange pauser. Endvidere er fiskene på denne årstid også at finde på områder med blødere bund, end tilfældet er om sommeren. Det kan bestemt være besværet værd at forsøge sig med en vinterfisk, og har du heldet med dig, så er fiskene ofte i rigtig god kondition.

Foråret kan alt afhængig af vandtemperaturen være en ganske givende periode. Der er dog en klar tendens til, at fiskeriet i april bliver mere svingende efterhånden, som legen nærmer sig. Med premieren bliver fiskeriet igen underholdende, og juni måned plejer at være rigtig sjov, når de sultne fisk skal have genvundet huldet.

Sommeren igennem bør du holde udkig nær skrænter, på banker og i områder, hvor lavvandede områder støder op til dybt vand. Generelt er fiskeriet koncentreret over hård bund, og bevægelserne må gerne være lidt mere livlige end om vinteren. Så længe vandtemperaturen holder sig over 6-7 C°, er der stadig mulighed for et fornuftigt fiskeri gennem efteråret, men du skal nu begynde at søge fiskene ved større dybder og med mindre livlige bevægelser. Faktisk kan man opleve et ganske givtigt fiskeri i efteråret, men det kræver ofte en del søgen at finde fiskene, der til gengæld kan optræde samlet i store koncentrationer.

Om solen skinner, eller det er overskyet, betyder oftest mindre for fiskeriet. Mere væsentligt er det faktisk, om vinden besværliggør fiskeriet. Det allerbedste fiskeri har jeg selv oplevet på varme sommerdage med skyfrihimmel og svag eller ingen vind.

Agn

Jiggen som vertikalagn er sammensat af to enheder – jighoved og krop. Desuden kan det i de fleste tilfælde anbefales, at man tilføjer en stingerkrog. Sammensætning af de tre bestanddele sker under hensynstagen til fiskesituation og er naturligvis også et spørgsmål om temperament.

Jighovedet tjener både som tyngde og krog. I denne sammenhæng er det primært jighoveder med vægte på 18-25 gram, som har interesse. Lettere jighoveder er næsten umulige at holde lige under båden, hvis det blæser blot en anelse. Tungere hoveder har det med at ”absorbere” bevægelserne fra jigkroppen, så disse bør kun anvendes, hvis det blæser rigtig kraftigt, og båden driver hurtigt.

Når der skal vælges jighoved, så sker det efter to kriterier – stand-upness og tyngdepunktsplacering. Stand-upness har betydning for jiggens evne til at holde sig oprejst på bunden. En jig, der holder sig oprejst, når den lander på bunden, har flere fordele. For det første er eksponeringen af krog(en) større, når jiggen står op fra bunden. For det andet imiterer en stående jig meget bedre en fødesøgende fisk end en jig, der bare tilter om på siden, når den rammer bunden.

Placeringen af øjet på jighovedet har indflydelse på jiggens tyngdepunkt. Således vil et øje placeret langt i front give en ”bagtung” jig og en jig, der har en stejl vinkel, når den hæves fra bunden. I min optik bør man afholde sig fra de mest ”bagtunge”, da de har en ganske unaturlig hældning og ”gang” i vandsøjlen. Et jighoved, der har et afbalanceret tyngdepunkt, giver en mindre stejl vinkel, når den hæves fra bunden/arbejder pelagisk og vil derfor imitere en byttefisk langt bedre.

Blandt en stadig voksende skov af forskelligartede jighoveder, vil erie, footballhead og rundhoved være de mest oplagte at sammensætte sine jigs med. Alle tre jighoveder klarer sig erfaringsmæssigt godt på alle underlag – uanset om det er hård klippegrund eller blødere sandbund.

Rundhoved, erie og footballhead.

Hvert eneste år dukker flere og flere jigkroppe op på markedet. Det kan være en jungle at navigere i, men hvis man udstyrer sin grejkasse med et lille udvalg af nedenstående typer af jigkroppe, så er man i hvert fald dækket godt ind.

Den største gruppe af kroppe tæller dem, hvis hale ender i samme form som et ”V”. Jiggen hører til de såkaldte ”no-action shads”, hvilket betyder, at du selv skal sørge for at bringe liv i dem. Gruppen omfatter den legendariske og til alle tider storfangende FinS fra Lunkercity. Disse jigs fungerer som gode allround agn og giver fisk året rundt.

Pintails er nært beslægtede med V-tails. De er udstyret med en kortere eller længere tynd spids hale, som ved at vippe forsigtigt med stangspidsen kan bringes til at vibrere og lokke. Pintails har især deres berettigelse, når vandet er koldt, og der skal imiteres fødefisk med et lavt aktivitetsniveau.

Scattered tail shads kan med stor succes fiskes med forsigtige bevægelser lige som pintails. De mange tentakler vil vibrere i vandet og hvirvle op i bundmaterialet – noget, der kan få selv de mest vintersløve fisk på finnerne. Gruppen inkluderer ”Legend” fra FOX Rage, som dog også leverer gode resultater i de varme måneder.

Shads/swimbaits er udstyret med en haleform, der får dem til at bevæge sig vuggende når de bevæges hen over bunden. Alt afhængig af vinklen på halen vil du både kunne finde moderat vuggende og mere aggressivt svingende udgaver. Selvsagt fisker disse agn bedst med lidt god bevægelse. Alternativt kan de også være gode at anvende, hvis du har en stang stående i stangholderen, som fisker passivt, mens du backtroller.

Twister/grubs tilhører den gruppe af jigs, som de fleste sikkert kender som en klassisk jigtype. De skal ligesom shads have en del bevægelse med stangen, før halen begynder at arbejde. Både gedder og aborrer synes tilsyneladende rigtig godt om denne type agn.

Fra venstre mod højre – V-tail, scattered tail, pintail, shad og twister.

Som udgangspunkt er jiggen kun udstyret med den enkeltkrog, som er indstøbt i selve jighovedet. Fisker du med jigs på op til 5”, så vil du normalt ikke have brug for at tilføje flere kroge til jigkroppen, medmindre du specifikt er ude efter aborrer. Fisker du imidlertid med jigs på mere end 5”, så vil du i langt de fleste tilfælde have gavn af en såkaldt stingerkrog. Denne krog udvider betragteligt dine chancer for, at fisken bliver kroget efter hugget.

Stingerkrogen kan monteres på to forskellige måder. Den nemmeste er ved at anvende en såkaldt Twinex krog. Denne krog udmærker sig ved at være en trekrog, hvor den ene krogspids er betragteligt mindre end de to andre, og så er kroggabet desuden vendt 180 grader i forhold til krogskaftet! Krogen monteres med enten fluorocarbon eller fletline og fastgøres i eller omkring jighovedets øje, og herefter indstikkes den lille krogspids ca. 2/3 dele nede på den ene flanke af jigkroppen.

Den anden metode at montere stingerkrogen på er langt mere tidskrævende, men har dog et par åbenlyse fordele. Her anvendes en ganske almindelig trekrog i str. 4-6, som syes ind i selve jigkroppen med fluorocarbon og fikseres med crimps. Linen kan med fordel trækkes gennem jigkroppen med en stringernål, kendt fra karpefiskeriet. Ved at anvende lidt ekstra tid på at sy disse stingere ind i jigkroppen, kan man sikre sig, at stingerkrogen ikke kommer til at dingle ved siden af jigkroppen, som tilfældet med en Twinex kan være efter et hug fra fisk eller kontakt med bunden. Desuden har Twinex-krogene en tendens til at flænse jigkroppen efter et par fisk eller bundbid.

Fisker du med 10” agn, så kan det stærkt anbefales at tilføre din agn endnu en stingerkrog. Her bør den ene være tæt på halen og den anden omkring midten af jiggen.

Stingermonteringer – øverst med Twinex og nederst med almindelig trekrog.

Som ved fiskeri efter andre arter vil det oftest være god latin at fiske mørke og naturlige farver i vand med stor sigtdybde og på dage med megen sol. Er der derimod overskyet, eller er vandet grumset, så skal du ikke være bange for at byde sandarterne de mest kradse farver!

I forhold til størrelsen på jiggen  er der flere parametre, der kan afgøre, om det er den ene eller anden længde, du bør anvende. Først og fremmest skal du ikke være bange for at sætte en stor agn på dit forfang. Flere gange har jeg oplevet, at en 10” FinS er blevet taget klokkerent af fisk, der kun havde samme størrelse som jiggen selv. Der kan dog være dage, hvor mindre jigs på 5” virker de store langt overlegne – typisk sker dette, når sandarterne fråser rundt i stimer med mindre byttefisk. Her bliver en lang agn ganske enkelt ignoreret uden videre. Til andre tider skal der virkelig præsenteres en gedigen godbid, og så må du lede mellem 10 ”-erne for at opleve hugget fra sandarten.

Oplever du at have fået fisk på én jigtype, og fiskeriet efterfølgende ebber ud, så tøv ikke med at prøve radikalt andre former og farver. Dette kan ofte få fiskene til at samarbejde igen.

Optimer dit fiskeri

Som nævnt indledningsvis er vertikal jigging blevet en rigtigt populær fiskeform gennem de sidste par sæsoner. Der bliver ikke kun fanget mange fisk på metoden – også antallet af eksemplarer i den grove ende er opsigtsvækkende. Selv har jeg fået mine største sandarter på vertikal jigging, og der venter så afgjort en oplevelse ud over det sædvanlige til dem, der sætter jiggen i en 5+ fisk!

Flere og flere har da også held med metoden, og mange bedriver et 100 % catch & release fiskeri. Dette faktum stiller efterhånden nye og flere krav til den fisker, som vil holde sig i front med fiskeriet. På søer med et stort fiskepres har fiskene efterhånden set en del jigs, og mange fisk er blevet fanget flere gange. Overvej derfor, om der er muligheder for at optimere dit fiskeri – uanset dit erfaringsniveau.

Her er par bud, som kan indgå i overvejelserne:

Tuning af jigs – eksperimenter med påmaling af finner og øjne, indsæt glow beads og raslestave eller spray din jig med duftstoffer eller UV-farve.

Go silent – hvis du har en stærk formodning om, at et område holder på fisk, så sluk ekkoloddet allerede inden du nærmer dig fiskene. Der synes at være en påfaldende sammenhæng mellem sandartens hugadfærd i forhold til, om ekkoloddet er tændt eller slukket, når du fisker lige over den!

Fart – fisker du på dage, hvor der ikke er en vind, der rører sig, så tøv ikke med at sætte lidt fart på båden. En jig, der står og banker ned i bunden på det samme sted gennem længere tid, virker ikke lige så hugudløsende som en jig, der hopper langsomt hen over bunden med op til 0,5 knobs fart.

Pelagisk vertikal jigging – metoden har været omgærdet af en masse hype i den seneste tid og går ud på at fiske til fisk, som opholder sig i frivandet – altså pelagisk. Det skal siges, at det er en meget stor udfordring at ”parkere” båden præcist oven på disse fisk, men har du først oplevet hugget fra en sandart, der hugger i midtvandet, så er du solgt!

Har du dine første vertikale sandarter til gode, så er det bare med at komme af sted. Metoden er med lidt træning rasende effektiv og kan være et super alternativ til det noget mere passive fiskeri med agnfisk og woblere. Metoden kan faktisk flere gange være langt mere effektiv, selvom du kun skal koncentrere dig om at håndtere en enkelt stang.

Taget på vertikal jigging.